Jacob Berner Moe: Nu tuder jeg igen

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

BOGANMELDELSE   Jacob Berner Moe debuterede i 2008 med romanen, Vandel, og fulgte i 2010 op med romanen, Gloria. Nu foreligger så hans tredje udgivelse, novellesamlingen, Nu tuder jeg igen – en novellesamling, som først forekommer mig dybt irriterende og uvedkommende, så små og uudfoldede som dramaerne i de enkelte noveller er, men som siden revancherer sig.

Først er der en historie om to venne-par, der mødes over en middag – en historie om mødet, middagen og vinen og alt det usagte. Så er der en historie om den skilsmisseramte familie, der mister og begraver sit husdyr, en kat. Og så er der historien om den familie, der i bil er på vej til Vejle for at besøge mandens forældre, der har købt hus ved siden af Bjarne Riis’s familie.

Alle forekommer novellerne mig små, ligegyldige og udramatiske. Men efterhånden som jeg får kæmpet mig ind igennem ligegyldighederne, tegner der sig alligevel et mønster – en samlet fortælling om småborgerlige, konventionelle og blodfattige familieliv. Og dén – samlede – fortælling bliver til sidst som en knude i maven, en angst for selv at være den småborgerlige, konventionelle og blodfattige parentes. Og dét berettiger udgivelsen.

***  /  Noveller  /  Forlaget Gyldendal  /  144 sider

Please follow and like us:

  • 0
  • Share