Kim Thúy blev født i 1968 som datter af velstående sydvietnamesiske forældre. Hun oplevede krigen, det kommunistiske Nordvietnams magtovertagelse, familiens flugt i en overfyldt båd, elendigheden i en flygtningelejr i Malaysia og endelig eksilet i det østlige Canada. I dag er hun 45 år og uddannet advokat med bopæl i Montreal.
Hendes litterære debut, RU (ordet betyder på vietnamesisk ”at vugge”, på fransk ”en bæk”, og i øvrigt en strøm), er angiveligt en roman, men der er ingen tvivl om, at den i rigt mål trækker på forfatterens egne livserfaringer. Bogen har karakter af selvrefleksion og er skrevet i første person ental.
Selv om den har fået en overvældende modtagelse, og af anmeldere er blevet kaldt ”storslået, vidunderlig, kraftfuld og poetisk” og har solgt godt i mange lande i Vesten, er der ingen tvivl om, at den er en debutants værk. For vel er romanen poetisk og ordknap, men den er også overfladisk snarere end nuanceret. Formen kan selvfølgelig være et bevidst valg, men mere sandsynligt er den konsekvensen af forfatterens berøringsangst (overfor sit selvoplevede stof) eller vanskeligheder ved at finde ind til (sit nye) sprog(et)s egentlige rigdom. Af samme grund fremstår romanen som en let, romantisk fortælling, der ikke kræver andet af sin læser end overbærenhed (for så vidt angår sproget).
Og dét er faktisk ærgerligt, eftersom litteraturen hidtil ikke har budt på mange skæbnefortællinger om vietnamesiske bådflygtninge. Og eftersom der i denne bog anslås nogle temaer, som faktisk er interessante – temaer som 1) selve flugten, og den angst og smerte, der helt konkret var forbundet hermed; 2) eksilet og den historie- og rodløshed, der meget ofte bliver forbundet hermed; 3) den ambivalens, der siden begynder at knytte sig til det, at flygtningen, der forsøger at blive integreret i sit nye hjemland meget ofte vil føle sig sammensat af / splittet mellem to kulturelle identiteter; og især 4) den på vores breddegrader meget underbelyste skillelinje, der i Sydøstasien kan være mellem det at være kineser og det at være vietnameser – to kulturelle identiteter, som tilsyneladende ikke kan forenes og forliges.
Forfatteren kommer (hvis det vel at mærke er hende, der er fortælleren) selv ud af en familie af blandet herkomst. Hendes oldefar på mors side var kineser, kom til Vietnam ved et tilfælde, giftede sig med en vietnamesisk kvinde og fik otte børn, hvoraf fire valgte at ”blive” vietnamesere, fire valgte at ”blive” kinesere. Søskendeflokken deltes med tiden i to klaner, der talte hver sit sprog. Og dén splittelse afspejlede på mange måder den splittelse, der siden bragte både klanerne og det nordlige og sydlige Vietnam på kollisionskurs og i krig.
Set dét er en god historie, der ville have været interessant at læse: den om klanerne, der kommer på kollisionskurs. Men lige netop dén historie levnes kun få sider i RU. Og det er meget symptomatisk. Forfatteren giver os glimt ind i en unik historie med universelle dimensioner, men folder ikke disse glimt ud. Måske på grund af berøringsangst (overfor sit eget stof), måske på grund af vanskeligheder ved at se disse glimt som unikke og det nye sprog som en øjenåbner.
Roman / ** / GADs Forlag / 156 sider / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES