Denne anmeldelse må nødvendigvis starte bagfra. Med ekstranummeret. For vel havde jazzfestivalens hovednavn (det kan man nok godt tillade sig at kalde ham), Gregory Porter (og hans sidemen), givet en eminent koncert i DRs store Koncertsal. Men da de vendte tilbage på scenen for at give et ekstranummer, skete der noget uventet stort.

Porter udtalte sin hyldest til en person blandt publikum. En person, hvis tilstedeværelse han tilsyneladende havde fået oplyst, da han og ”drengene” lige havde været ude og vende i sidegemakkerne. Han pegede op imod kongelogen og ganske rigtigt: Der sad Stevie Wonder med følge. Ingen projektører var indstillet til at sætte lys på Wonder, men man anede hans profil i følget i logen. Publikum rejste sig og hyldede sammen med Porter den blinde mand med den mørke brille. Og så skete der to lovende ting: 1) Wonder bukkede og lod sig gelejde ud af logen og 2) en ekstra mikrofon blev sat op på scenen.

Alle blev stående. Alle klappede. Og et par minutter efter gik døren til sidegemakkerne op og ind på scenen trådte Stevie Wonder. Han blev gelejdet frem midt på scenen. Hilste på Gregory Porter. Hvorefter der gik et par minutter med udveksling af høfligheder og gensidige hyldester. Og så. Så skete det. Gregory Porter og band indledte en jam-session med Stevie Wonder, som meget belejligt havde medbragt mundharpe. Over ti minutter jammede de. Porter sang, og Wonder spillede mundharpe og sang med, så alle i salen med de to ønskede at være ”free”. Oplevelsen var intens. Næsten historisk. For hvor tit har man lige oplevet et koryfæ som Stevie Wonder entre scenen til en uventet duet?

Forud for overraskelsen var imidlertid gået halvanden time med Gregory Porter og hans orkester. De fem – sanger, pianist, bassist, trommeslager og saxofonist – havde givet en aldeles eminent koncert – især i kraft af Gregory Porters vokal, som sendte tankerne i retningen af tidligere tiders Marvin Gaye, Bill Withers og Lou Rawls. Men bestemt også i kraft af den instrumentale opbakning.

Koncerten var Gregory Porters første i Danmark, og selvfølgelig var den blevet lanceret som en af de store under årets jazzfestival. Alligevel var det imponerende, at Porters koncert i DRs store koncertsal var den første, der blev meldt udsolgt. For 42-årige Porter dukkede først for alvor op på musikscenen for fem år siden, da Wynton Marsalis gav ham en mulighed for at optræde med Lincoln Jazz Orchestra i New York. Kort efter udsendte Porter sit debutalbum Water og siden Be Good, som opnåede en Grammy-nominering. I 2013 blev Porter tilknyttet Blue Note Records, og det resulterede i en af de bedste souljazz-udgivelser i mange år i form af albummet Liquid Spirit, som i januar udløste en Grammy i kategorien ”Best Vocal Jazz Album”.

Dee Dee Bridgewater sagde i den forbindelse, at ”We haven’t had a male singer like him in a long time.” Og deri har hun ret. I dag må man i hvert fald sige, at verden står åben for den gospel-influerede præstesøn, som både har vokalen, rytmesansen og attituden til at blive helt stor. Når man oplever ham på scenen, tænker man uvilkårligt, at han – med sit store korpus, sit nærvær, sit væsen – er typen, der som en anden prædikant vil kunne tryllebinde tusinder ad gangen. Porter er således – trods sin unge alder – som en maskulin pendant til Aretha Franklin. Når han i Koncertsalen sang numre som On My Way To Harlem, Liquid Spirit og 1960 What? blev man på én gang mindet om historien – den om de sorte og deres kamp for frihed og lighed – og om nutiden. For det, der skete på scenen var i dén grad nyt og levende.

Derfor var forventningerne til ekstranummeret – efter de første godt halvanden time – også store. Og med Stevie Wonder som special guest blev de mere end opfyldt.

******  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk