Eksklusiv kirkekoncert med Freja Kirk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Da unge Freja Kirk – kendt bl.a. fra TV-showet The Voice – i foråret 2014 pladedebuterede med Monophobia, var anmelderne glade. Gaffa gav albummet fire stjerner og kaldte popsangerindes musik ”følsom melankoli i et klangfyldt univers”.

Et halvt år efter turnerede hun rundt i hele landet sammen med Julias Moon. Og nu – lørdag den 14. marts kl. 20 – går hun på scenen i Luther Kirken til det, der må betegnes som en helt særlig, eksklusiv, intim kirkekoncert – hvortil der stadig er billetter at få.

Den 28-årige københavner gjorde sig først bemærket i TV-showet The Voice i 2012. Her fik hun Sharin Foo som begejstret mentor. Men – som sidste års album og sceneoptrædener har vist – kan hun selv. Hun har en forførende smuk vokal og behersker sine følsomme sange med udtalt autoritet. Hun har simpelthen det, der hedder international potentiale. Hendes musik emmer af kvalitet, den er iørefaldende, smuk og ja, af internationalt tilsnit.

Vel har hun – som hun selv formulerer det – ”hængerøv, tophue og læderjakke”. Men det er bare dét, der giver hende kant.

Når hun træder op på scenen i Luther Kirken bliver det altså til et møde mellem ”det urbane” og det religiøse rum, et møde mellem det lokale fundament og den internationale skrøbelighed.

Selv glæder hun sig, for ”kirker giver stof til eftertænksomhed,” som hun siger. ”Man funderer over livet, når man sætter sig i en kirke. Og dét matcher mit materiale, som også giver stof til eftertanke. Jeg tror, at jeg med koncerten i Luther Kirken kan præsentere noget musik og få tilført en rumklang, som vil give publikum en stor oplevelse. Derfor glæder jeg mig,” siger hun.

Det samme gør arrangørerne, musikudvalget i Rosenvængets Sogn.

Billetter à kr. 100 kan stadig købes på https://billetto.dk/da/events/frejakirk eller i døren.

Også publiceret (i redigeret form) i Østerbro Avis den 11. marts 2015

Please follow and like us:

  • 0
  • Share