Melissa Stylianou: No Regrets

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Den canadiske jazzsangerinde, Melissa Stylianou, er suveræn. Hun har en spændstighed i sin vokal, en naturlig autoritet. Og som kunstner en åbenhed overfor udfordringer, som kan give kant. Hendes amerikanske producer foreslog hende f.eks. at optage dette, hendes femte album, på den gammeldags facon – live til to spor, i løbet af bare én dag. Med produceren bag knapperne og et uhyre godt samspillet orkester bag sig blev alt optaget, og No Regrets er det færdigredigerede resultat: et virkelig godt, ægte og ærligt album bestående af primært gamle ballader af folk som Gershwin, Kern, Ellington, van Heusen og Monk. Balladerne bliver behandlet med respekt, men får også med set-up’et, arrangementerne og Stylianous ”fortolkning” en ny karakter, en forfriskende kant, en bemærkelsesværdig livsduelighed. Balladen, No Regrets, blev udskilt i postproduktionen, men fordi titlen afspejlede processen, overlevede den som navn på det album, hvis højdepunkt er Humming to Myself af Sammy Fain, Herb Magidson og Monty Siegel. Dén ballade har en lethed, noget hudløst, ægte, kantet og gribende over sig. Og i dén hører man i sandhed Stylianous kvaliteter.

*****  /  Anzic Records  /  56 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share