I Tivoli åbnede Copenhagen Jazzfestival fredag aften med fredagsrock. Det vil sige med den britiske jazzpianist og –sanger, Jamie Cullum, og hans jazzorkester flankeret af Tivolis Big Band. Selv om der strengt taget ikke kom rock ud af hverken Cullum eller nævnte konstellation, kan man sige, at energiniveauet berettigede betegnelsen fredagsrock. 35-årige Jamie Cullum havde (vanen tro) krudt i røven og damp ud af ørerne. Han sprang rundt med en energi, der kunne matche Robbie Williams’. Maltrakterede klaveret på næsten alle tænkelig måder – brugte det som springbræt, boksepude (og instrument). Holdt (når han ikke lige stod ved klaveret, han sad kun momentvist) den ledningsfri mikrofon, så enden helt ekstrovert pegede opad. Bøjede hovedet bagud, sang højt og klart, og med al sin udadvendte energi, sin forrygende sang, sin beat-boxing og åbenlyse scenevanthed fik han i den grad revet det talstærke publikum med. (Hvor mange var der på Plænen? Måske 20.000). Men det der særligt kendetegnede fredagens koncert, set i forhold til tidligere Cullum-koncerter i Danmark, var hans helt åbenlyse og oprigtige glæde ved 1) at være i Tivoli og København igen og 2) ved at være flankeret af et i øvrigt helt forrygende Tivoli Big Band, som bestod af 12 blæsere (hvoraf især Jan Harbeck på baryton saxofon markerede sig). Allerede fra åbningsnummeret, The Same Thing, stod det klart, at Cullums udtryk – med de mange blæsere i line-up – ville få ekstraordinær pondus. Han sang og spillede sit eget med autoritet, bemærkede at Tivoli indenfor de næste dage har både Elton John, Tony Bennett og Lady Gaga på plakaten, slog drillende tonerne an til Tiny Dancer og Poker Face i løbet af koncerten, bad publikum, som også måtte møde frem til koncerten med Tony Bennett og Lady Gaga råbe ”Jamie Cullum” op til dem. Han ville således gerne indgå i et boy-band med de to. Men stærk stod han altså også i sig selv. Både når han versionerede The Animals’ Don’t Let Me Be Misunderstood og Nat King Coles Walking, og når han kastede sig ud i egne numre som dramatiske When I Get Famous, romantiske Interlude og poppede I’m All Over It. Sidstenævnte tydeliggjorde, hvor meget Jamie Cullum skylder Billy Joel. Nummeret var som snydt ud af næsen på Joel. Alligevel var Cullum konstant sig selv, nærværende, lyttende, fleksibel og klar til at tage koncerten ud ad en hvilken som helst tangent (som f.eks. den, der kunne komme i anvendelse, når han kaldte publikummer op på scenen for at improvisere på klaveret. En Camilla gjorde det eminent godt – og uforudsigeligt). Det var dét – fleksibiliteten kombineret med det høje tekniske niveau (og energiniveau) – der retfærdigfærdiggjorde at Tivolis første andel i årets Jazzfestival også var blevet lanceret som fredagsrock.

*****  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk