10 års træning, 8 dage i rummet… Interview med astronauten Andreas Mogensen

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

INTERVIEW NR. 1   Andreas Mogensen bliver den første dansker i rummet. Han har forberedt sig i ti år, bliver 2. september opsendt på sin første mission, og derefter venter en genoptræning. ManManClassic har talt med astronauten om drengedrømmen og risikoen. Og aftalt at tale sammen igen efter landingen.

Skype-forbindelsen er dårlig, men da han flytter sin bærbare computer ud i et andet rum i lejligheden i Moskva bliver den fin igen. Jeg har fanget ham en tirsdag aften, små ti dage før han skal sydpå til Kasakhstan og opsendelsesstedet. Da jeg fanger ham, har han tre dage tilbage i Moskva, før ti års træning er afsluttet.

”Vi har den sidste træning i morgen onsdag og skal eksamineres torsdag og fredag, så er vi færdige. Ugen efter har vi ’crew rest’, og den 18. august tager vi så til Kasakhstan, hvor vi skal i karantæne forud for opsendelsen den 2. september.”

Karantæne siger du?

”Ja, vi bliver isoleret sammen med alle dem, vi skal have kontakt med, og det er for at sikre, at vi ikke bliver smittet af et eller andet, inden vi skal opsendes. Al kontakt med omverdenen vil under karantænen blive gennem glasruder.”

Lysten og den praktiske erfaring

I ugerne op til opsendelsen var de danske medier ved at koge over af begejstring for Andreas Mogensens tur ud i rummet. Alligevel har ManManClassic besluttet at fortælle 38-årige Andreas Mogensens historie fra begyndelsen.

”Drømmen om at blive astronaut har jeg haft, siden jeg som dreng gik i 4. eller 5. klasse. Vi var lige flyttet til Californien, og der hørte jeg for første gang om NASA og rumfærgerne og de amerikanske astronauter. Tilbage i Danmark blev jeg i gymnasiet interesseret i naturvidenskab, og i 3.G hørte jeg for første gang om det, der hedder aerospace engineering, som handler om luft- og rumfart. Der tænkte jeg, at dét var noget for mig. Jeg ville være rumfartsingeniør. Jeg havde jo fundet ud af, at chancen for at blive astronaut var minimal, men rumfartsingeniør, det kunne jeg måske blive, og min interesse for rumfart og rumforskning var trods alt så stor, at jeg gerne ville arbejde med dét, uanset om jeg blev astronaut eller ej. Skulle jeg få chancen, ville den uddannelse oven i købet være god, og hele tiden vidste jeg, at jeg ville søge ind, hvis chancen opstod, og det gjorde den i 2008, da ESA søgte nye astronauter.”

Hvad gjorde, at netop du fik jobbet?

”Det er et godt spørgsmål. I 2008 var der 8-9.000 andre europæere, der søgte ind, så konkurrencen var selvfølgelig stor. Vi var 6, der blev tilbudt ansættelse, og det sværeste var selvfølgelig at udkonkurrere alle de andre. Men de krav, du skal opfylde er, at du enten skal have erfaring som pilot eller have en ph.d.-grad indenfor naturvidenskab og en efterfølgende praktisk erfaring. Selv havde jeg en ph.d. som aerospace engineer og en praktisk erfaring i og med, at jeg havde bevist, at jeg kunne leve og arbejde under vanskelige forhold. Jeg havde arbejdet et par år på en olieboreplatform udfor Vestafrikas kyst, og det er i og for sig et arbejde, som man kan sammenligne med arbejdet på rumstationen. Du bor isoleret sammen med 30-40 andre mennesker, og så arbejder du på skift, 12 timer ad gangen under vanskelige forhold, hands-on. Halvdelen af astronauterne i dag har en baggrund i militæret, den anden halvdel er forskere, ingeniører eller læger, men typisk med erfaring fra et arbejde i felten, på ekspeditioner eller lignende. Du får ikke jobbet med en baggrund på et kontor.”

Udover den praktiske arbejdsmæssige erfaring skal man vel også have et godt helbred.

”Det er selvfølgelig vigtigt, at du også er sund og rask. Det er nok noget af det vigtigste. Du må ikke have nogle helbredsmæssige problemer. Du må ikke have for højt et blodtryk, du må ikke have tendens til at danne nyresten.”

”Vi er alle blevet tjekket, røntgenundersøgt, scannet og testet for alt.”

Astronauterne er alle i samme båd

Der er ingen tvivl om, at Andreas Mogensens internationale fortid også har været en fordel, da ESA skulle udvælge nye astronauter i 2008.

Da Andreas Mogens i sin tid flyttede til Californien med sin familie, var det fordi hans far fik et nyt job. Faderen havde i en årrække arbejdet for Mærsk og var med sin familie flyttet fra land til land – også før Andreas kom til verden. Selv blev Andreas født i Danmark, men inden han var fyldt et år, flyttede familien til Thailand i tre år, siden tilbage til Danmark, derefter til Singapore, tilbage til Danmark, og så fem år til Californien, før den igen vendte tilbage til Danmark, hvor Andreas så kunne tage sin endelige studentereksamen.

Rejseaktiviteterne er fortsat i jobbet som astronaut, idet træningen har budt på lange ophold i blandt andet Texas, Florida, Canada, Rusland, Tyskland og Japan. Men Andreas Mogensen føler sig ikke af den grund rodløs eller ensom.

”Jeg er konstant væk fra min familie, men det gælder jo for alle astronauterne. Når jeg er her i Rusland, er jeg ikke den eneste, der er her. Der er også en fransk og tre-fire amerikanske astronauter her. Til tider er her nogle fra Japan og Canada, og vi både arbejder og spiser sammen. Vi laver noget sammen i weekenderne, så jo… jeg er væk fra min familie og mine venner, men vi har et meget tæt sammenhold astronauterne imellem, for vi er alle i samme båd.”

”75-80 procent af vores træning er fælles. Vi skal alle sammen lære, hvordan vi bruger systemerne om bord på rumstationen og om bord på Soyuz-fartøjet. De eneste tilfælde, hvor der er forskel på, hvad vi beskæftiger os med, er, når vi specifikt forbereder os på de eksperimenter, vi hver især skal lave om bord på rumstationen. Tidligere, da rumfærgerne fløj, var astronauterne opdelt i piloter og ikke-piloter, men den opdeling findes ikke længere. Uanset om du har en militær eller akademisk baggrund, skal du i dag kunne løse de samme opgaver i fartøjet og på rumstationen.”

Mulige konsekvenser og risici

Vi taler om opsendelsen og om opholdet på rumstationen, om risikoen ved det hele og eksempelvis om de fysiske konsekvenser, som vægtløsheden har i form af tab af muskelmasse. Men Andreas Mogensen vil hellere nedtone risikoen for det ene og det andet og tale om det fascinerende, der venter.

”Det er rigtigt, at vægtløshed giver fysiske problemer, og at man skal genoptrænes, når man vender tilbage til jorden, men genoptræningen kan for det meste udligne det tab af muskelmasse, der opstår i vægtløshed. Man kan næsten komme tilbage til samme niveau, når man får noget genoptræning. Det kræver bare, at man motionerer to timer dagligt på rumstationen, og at man deltager i genoptræningsprogrammet, når man kommer tilbage til jorden.”

Og hvad tænker du om risikoen ved selve opsendelsen?

”Hmmm. Det er svært at sige, hvad risikoen ved opsendelsen er. Den amerikanske rumfærge blev opsendt 135 gange og havde to katastrofale uheld. Så i det tilfælde var risikoen cirka 1,5 %. Soyuz er nok mere robust og sikker end rumfærgen, så forhåbentlig ligger risikoen ved Soyuz på under 1,5%. Men det er nok det tætteste, man kan komme på en egentlig risikovurdering.

Selv om risikoen er lille, hvordan har du og din kone det så med, at den er der?

”Det har helt klart ændret sig, efter at vores datter blev født. Før det tænkte jeg ikke meget over det med risikoen. Nu er det helt sikkert noget andet, for lige pludselig har fremtiden fået en anden betydning, fordi vores datter er en del af den. Men jeg tænker sådan, at vi jo bruger en stor del af vores træning på at forberede os på uheld, og dermed vokser vores tillid til, at vi kan løse problemer, der måtte opstå. Vi begynder at tro på, at vi, hvis der sker noget, kan reagere hurtigt og korrekt og redde os selv. Der vil selvfølgelig kunne være tilfælde, hvor vi ikke vil kunne gøre noget. Men for mig minder risikoen ved opsendelse om den risiko, der er ved at sætte sig om bord på et fly. Der er altid en risiko for, at der sker ulykker, men de fleste af os sætter os alligevel op i et fly uden at tænke på risikoen – selv om vi er klar over, at den findes. For mig er det lidt det samme. Jeg sætter mig om bord på raketten, velvidende at det indebærer en risiko, men jeg regner ikke med, at der sker noget. Det er den bedste måde, jeg kan forklare det på.”

”Men for mig… bare det at komme op i rummet, ind på rumstationen og være vægtløs og se ned på jorden fra rummet, det vil være det hele værd. Det er nok til, at jeg vil gå igennem et tiårigt træningsforløb og påtage mig de risici, der er.”

Trænet igen og igen i en simulator

Hvordan har I det som astronauter under selve opsendelsen og den voldsomme acceleration? Bevarer I bevidstheden?

”Ja, ja. Det er slet ikke noget problem. Som astronauter ligger vi ned, og det vil sige at g-kraften som er på 4,5 til 5 g går gennem vores brystkasse. Vi bliver presset tilbage i vores sæder og får måske nok lidt svært ved at trække vejret, men vi besvimer ikke. Jagerpiloter, der sidder oprejst, får g-kraften gennem hovedet og ned i benene, og for dem er risikoen, at blodet bliver presset ud af hjernen og ned i underkroppen. Derfor kan de besvime. ”

Hvilke andre ting har I gjort for at minimere risikoen?

”Vi har trænet igen og igen i en simulator i Rusland. Vi har siddet i simulatoren og gentaget, hvad der kan ske i hver eneste etape. Vi har trænet opsendelse, tilkobling til rumstationen og turen ned igen. Fra rummet ved siden af har vores instruktører siddet og sendt fejlmeddelelser ind til os i simulatoren – de har for eksempel sendt røg ind i simulatoren. På den måde har vi lært at reagere og handle korrekt. Så det har været et spørgsmål om at øve og øve og øve.”

I arbejder tæt sammen, men har en del af jeres træning alligevel handlet om, hvordan I håndterer indbyrdes uoverensstemmelser i stressende situationer?

”Det, vi kalder ’human behaviour and performance’, har været en vigtig del af vores træning. Vi har lært om forskellige personligheder, om hensigtsmæssig kommunikation og om, hvordan vi undgår misforståelser. Derfor har vi også her på jorden gennemgået forskellige tests under stress i situationer, som kan opstå i rummet. Vi har for eksempel været på undervandsmissioner i et laboratorium, der står på tyve meters dybde i havet udfor Floridas kyst. Der har vi været seks ad gangen i en uges tid og blandt andet været på simulerede rumvandringer iført dykkerdragter. I Europa har vi haft lignende forløb, hvor vi har boet seks mand sammen i et stort hulesystem fire kilometer under jorden. På den måde har vi lært at samarbejde og kommunikere og undgå problemer.”

I det forberedende arbejde, har det da i princippet været lige gyldigt, hvem I har trænet sammen med?

”Ja. Vi har været forskellige konstellationer, astronauter fra både Amerika, Europa, Japan og Rusland. Det er først med den mere tekniske træning, at vi er blevet sat sammen med dem, vi skal opsendes med. Alle de simuleringer, vi har været igennem, har været sammen med de personer, vi skal op med.”

Jeres commander er russisk og sproget er russisk. Hvordan har det været for dig at skulle lære at tale russisk?

”Russisk er blevet en meget vigtig del af det at blive astronaut. Især fordi Soyuz i dag er det eneste fartøj, der kan tage os derop og tilbage igen. I Rusland foregår al træning på russisk, under opsendelsen foregår al radiokommunikation på russisk, så det at tale russisk er simpelthen blevet en nødvendig del af træningen. Det var ikke en del af min oprindelige drøm, at jeg skulle lære russisk, og jeg vil da også sige, at det for mig har været en af de sværeste ting. For mig er russisk et kompliceret sprog.”

Drømmen om en mission til Mars

Hvad er der af planer efter din tilbagevenden til jorden?

”Jeg er ansat på fuld tid som astronaut, og når jeg kommer tilbage, fortsætter jeg nogle år i håb om at få endnu en mission. Forhåbentlig får jeg en til, men der er ingen garantier.”

Den ultimative drøm er det en rumrejse til Mars?

”Ja. Og man kan sige, at det er det, de folk, der er oppe på rumstationen lige nu forbereder sig på. Der er folk, der har sidder deroppe i fem-seks måneder. Og i år er der to, der skal være deroppe i et helt år. De blev sendt op i marts og kommer tilbage til marts næste år. Problemet er bare, at Soyuz-fartøjet, som vi bliver sendt op med kun må være i rummet i seks måneder ad gangen. Derfor er vi nødt til her – halvvejs igennem deres ét-årige periode – at komme op med et nyt fartøj og skifte deres gamle ud. Det er der, min mission kommer ind i billedet. Jeg bliver sendt op i én Soyuz og kommer ned i den, som de fløj op med i marts. Den nye efterlader vi, og den kommer de ned med i marts 2016.”

Hvad skyldes fartøjernes begrænsede levetid?

”Varme- og kølesystemet skal fungere uafbrudt om bord på Soyuz, og det er altså kun udviklet til at fungere i seks måneder. Da russerne i sin tid udviklede Soyuz, vidste de ikke, at fartøjet ville skulle blive deroppe i mere end seks måneder.”

Hvad sker der med et menneskes krop, når den er deroppe i et helt år?

”Det er det, vi forsøger at finde ud af. Det er derfor NASA og ESA og russerne efterlader to mennesker deroppe i et år. Formålet med deres mission er simpelthen at finde ud af, hvad der sker i håb om, at vi dermed kan begynde at planlægge en bemandet mission til Mars. Den vil nemlig tage mellem 2 og 3 år.”

Så det er i princippet en øvelse forud for en mission til Mars?

”Helt sikkert. Vi skal bare finde ud af, hvad der sker, og hvordan vi modarbejder de negative effekter, som astronauterne bliver udsat for i vægtløshed.”

FORTSÆTTELSE FØLGER

Interview også bragt på netmagasinet ManManClassic

Please follow and like us:

  • 6
  • Share