BOGANMELDELSE Titlen og omslaget siger næsten alt. Dette er en samtalebog for hanner. Og ikke helt almindelige hanner, men to grandiose hanner, to brushaner, der mener, de har ret til lidt af hvert. Og at netop deres oplevelse af, hvad der er op og ned i denne verden, er den eneste af betydning.
Det mærkelige er, at samtalebogen på én gang vidner om, at Jokeren og Kurt Thyboe har selvindsigt og begrænset selvindsigt – eller i hvert fald i Jokerens tilfælde: en begrænset evne til at handle på baggrund af selvindsigten. Han har tilsyneladende endnu ikke været så langt nede, at han har fundet anledning til at se sig selv udefra.
Jokeren har et fremherskende karaktertræk, som han er bevidst om, idet han i samtalebogen om sig selv siger: ”Jeg er et behovsstyret menneske. Et menneskedyr. Hvis jeg er sulten, spiser jeg, hvis jeg er liderlig, knepper jeg, får jeg lyst til coke, tager jeg coke, hvis jeg bliver vred, bliver jeg vred.” Og lidt senere: ”…livet er en fremadskridende katastrofe”. Men – at dømme efter bogen – sker katastrofen ikke i slow motion, men i høj fart, og selv om han tilsyneladende ser det, agerer han ikke på sin indsigt. Og den blindhed eller ligegyldighed eller fanden-i-voldskhed er – første gang man i bogen støder på den – fascinerende, men efterhånden som den vender tilbage mest af alt anstrengende.
Kurt Thyboe er til gengæld – måske på grund af sin alder, livserfaring og naturligt tilegnede ydmyghed – ikke helt så egoistisk og behovsstyret, som sin yngre samtalepartner. Et fremherskende karaktertræk ved Thyboe er til gengæld, at han taler i overskrifter og anekdoter. Dem har han let adgang til – disse overskrifter, punch-lines og kortfattede macho-fortællinger – som for eksempel den om den ”story” (om Cubas kommandant, Castro) som han havde researchet sig frem til, og som hans ”sjak” bag hans ryg solgte til Oliver Stone (hvorefter den amerikanske instruktør fik materiale til sin film om den cubanske kommandant, selv om ”storyen” reelt var Thyboes).
Jokeren kan kun svagt huske, hvad det vil sige at have en normal søvn. Og en uskyld. ”Kun kan jeg huske det svagt fra min barndom.” Han ”lever livet” og gør, som han vil. Blandt andet lever han efter devisen, at ”en mand skal sprede sin sæd.” Men smertepunkter, dybere selvindsigter og ydmyghed indgår ikke for alvor i hans andel af samtalen.
Thyboe kan til gengæld huske sin søns død, sit eget fald fra tinden som redaktør på Ugens Rapport, sin egen tuberkulosesygdom, etc. ”Det var down, down, DOWN.” Fortællingen om de nedture er bogens mest interessante, for Thyboe har oplevet noget, der rækker ud over hans eget ego. Og han kan forholde sig til det. Og fortælle om det.
Modsat Jokeren, der kun har et oppustet forhold til sit eget liv, sin egen musik, sit eget coke-misbrug og sit eget forbrug af kvinder. Ganske vist siger Jokeren et sted bagerst i samtalebogen, at ”Jeg tror, det er vigtigt også at have en smule ydmyghed og ikke bare tage sin succes for givet.” Men udsagnet virker hult og overfladisk.
Når Thyboe efterfølgende fortæller, hvor angstfyldt han oplevede at have sin anden søn udstationeret i Afghanistan som NATO-soldat, virker det til gengæld alt andet end hult.
Ordstyreren og forfatteren, Jonas Nyrup, spørger på et tidspunkt Thyboe, hvad han synes om Jokerens måde at leve sit liv på. Svaret er blandt andet: ”To-tre dage sammen med ham har lært mig, at han er et meget nobelt menneske, meget ærlig (…) He’ll fuck the world, if he has to. (…og) hold kæft, hvor jeg respekterer ham.” Det er måske nok naturligt at sige noget positivt, når man selv har valgt Jokeren som samtalepartner, men alligevel. Her er machoen, Thyboe, altså til fals for en anden machos facon.
Og den på skift – egoistiske og gensidige hyldest af manden og hans behov for damer, drugs og dæmoner – er altså alt andet lige trættende i længden. Også fordi ordstyreren og forfatteren, Jonas Nyrup, ikke tilstrækkelig stærkt konfronterer og borer, men blot lader sig selv underholde af de to machoers livsformer, udsagn, anekdoter og overskrifter.
** / Turbine Forlag / 288 sider