Henning Sieverts: Double Quartet

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Den tyske jazzbassist og –komponist, Henning Sieverts er lidt af en ener. Han kan udtænke mærkværdige konstellationer og med afsæt i disse skabe konceptuelle koncerter, der er højest usædvanlige. Således også Double Quartet, der består af musik skrevet til to jazzkvartetter, der – så at sige – spejler hinanden og spiller side om side som to tvillinger. I den ene kvartet spiller han selv bas, mens bassen spejles i en tuba i den anden. I den ene kvartet er der et klaver, i den anden en vibrafon. I den ene en alt- og sopransax, i den anden en tenorsax og klarinet. Og i begge trommer. Den konceptuelle musik, som de to tvillingeorkestre spiller – i konstant omgrupperede formater – skrev Sieverts til en live performance på Tonspuren Festival i det sydlige Tyskland i 2014, og umiddelbart efter indspillede han værket med sine sidemen i Pirouet Records’ studie i München – vel at mærke i ét take og med alle musikere i studiet på én og samme tid. Og resultatet af ”ingeniørens” konstruktion er dybt fascinerende. Musikken er kompleks, medrivende, swingende, symmetrisk, repetitiv og virkelig mange facetteret.

****  /  Pirouet Records  /  71 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share