Det er stadig lidt uklart, hvad vi nu skal forvente af den succesrige københavnske hiphop- & r&b-duo, Ukendt Kunstner. Duoen havde forud for koncerten i Falconer Salen fredag aften ladet forstå, at dét ville blive den sidste, men siden havde duoen ladet forstå, at der kunne komme flere (afskeds)koncerter til. Fra scenen fredag aften var der bare ikke nogen klar udmelding om dén sag.

Men klart stod det, at koncerten i Falconer Salen var Ukendt Kunstners hidtil største. Og ikke bare det. Den var udsolgt, og der var oprettet venteliste. Alt sammen måske på grund af udmeldingen om, at duoen vil stoppe. Og i hvert fald ansporende for de to efterhånden kendte kunstnere. For netop det – en stor, udsolgt koncertsal – det i sig selv må have fået duoen til at genoverveje sin beslutning! En ting stod i hvert fald klart: Ukendt Kunstner var populær, og duoens sange og musik var kendt af hovedparten af de fremmødte, som både med sang, skrål, dans og hop bekræftede dette.

Den – set ude fra – umage konstellation: den tilsyneladende indadvendte producer Jens Ole og den helt åbenlyst udadvendte tekstforfatter og sanger Hans Phillip har med rappe, uhøjtidelige og melodisk velklingende hits som ”Neonlys”, ”København”, ”Gennem Byen”, ”Andet Niveau” og ”Fortæl dem” og fået et godt og grundigt greb i publikum. Og det ganske givet af tre grunde: 1) Jens Ole har formået at skabe et elektronisk, musisk fundament, der kan gå i mellemkødet på de fleste; 2) Hans Phillip har formået at skrive nogle danske tekster, der både rummer poesi og pondus; og 3) sammen formår de to – især takket være Hans Phillips helt naturlige autoritet forrest på scenen – at få publikum med sig. Således også fredag aften, hvor duoen endog i udvidet udgave og med gæstevisit af Sivas, Lord Siva og Kesi – og godt hjulpet af en eminent sceneopbygning og en lige så eminent scenebelysning – for alvor kom ud over rampen.

Desværre var det med lyden en anden sag. Afhængigt af, hvor man befandt sig i salen var den god eller dårlig. På balkonen var den fin, på gulvet – især ude i siderne var den rungende og dræbende. Men for mange blandt publikum var dét aspekt helt åbenlyst uden betydning.

Når man befandt sig på balkonen og kunne skue ud over det pulserende menneskehav på gulvet, så man f.eks. meget tydeligt de små grupperinger af helt unge piger, som igen og igen helt ekstatiske løb ud (til toilettet) og tilbage igen. Selv om der også blandt publikum var modne mennesker, var de helt unge i flertal. Og mange af dem agerede, som var det første gang, de var blevet sluppet ud af far og mors favntag foran et tivoli med fri bar.

Fri – eller næsten fri – ”bar” havde der været ude foran Falconer Salen før koncerten. Derude var der i mange tætte grupperinger blevet drukket tæt (og billigt), før det hele startede inde i salen (og i foyeren ved den dyre bar). En halv time før koncertstart flød gaden i øl og affald, som befandt man sig i Roskilde Festivals mest drukfældige teltområde den først nat efter opsætningen af telte. Kun de afrikanere og sydøsteuropæere, der tog deres job som flaskesamlere alvorligt var lige så hektiske som de unge, der lagde bunden – og for fleres vedkommende grunden til den senere ragen rundt i fuldskab og opkast. Flaskesamlerne fik jackpot i timen fra 19 til 20.

Men inde på scenen – frem til 22 – der var det Ukendt Kunstner, der herskede. Og det gjorde især Hans Phillip med sin helt naturlige autoritet. Han rappede, reciterede, sang og brølede, dansede, hoppede, lavede piruetter og var med sin lige så naturlige modenhed en virkelig markant figur forrest på scenen. Når han stod og hoppede der og sang ”Jeg stopper ikke før jeg ser mit navn bøjet i neonlys”, var det som om, netop dén sang havde været en forudsigelse. For nu stod det der (næsten) – navnet – bøjet i neonlys på Falconer Salens scene.

Indtrykket af modenhed blev kun udfordret af Hans Phillips absurde brug af ordet ”fucking” – et ord, som også han anvendte i umodne og unuancerede udmeldinger: ”Vi fucking elsker jer. I er Danmarks bedste fans”. Altså, helt ærligt! Uanset hvor meget, man taler om ”fucking fans” og ”en fucking fest”, modnes ingen af det sprogbrug. Okay, man kan synge et ”Fucking nummer”, hvilket Hans Phillip da også gjorde hen imod slutningen af koncerten, men festen – den kulminerede med ekstranummeret, ”Stein Bagger” featuring Sivas. Dén har Ukendt Kunstners publikum taget til sig.

Personligt oplevede jeg dog et nummer som ”Mand over bord” som aftenens højdepunkt. Men, anset højdepunkter, så var den eksklusive koncert i Falconer Salen en markant afslutning på en kort (og måske overstået?) karriere som Ukendt Kunstner.

****  /  Koncert også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk