Havde jazzpolitiet været til stede, var der blevet uddelt bøder. Men Anouskha Shankar bredte sig tilsyneladende ubekymret – og i hvert fald uforstyrret – over flere genrer, idet hun med naturlig autoritet og overbevisende snilde – og tre aldeles fremragende sidemen – åbnede en af Jazzfestivalens hovedscener.
I Koncertsalen i Koncerthuset udfoldede hun sit eget forførende miks af klassisk indisk musik, ragaer, moderne jazz og elektronisk musik – og det i en medrivende puls og et mange facetteret klangbillede, der på en gang emmede af Indien og af multikulturelle London, af tradition og af fornyelse. Mikset bød på riter, repetitioner, variationer – det gjaldt f.eks. Dissolving Boundaries og Crossing the Rubicon, to af flere fremragende numre hentet fra den indisk/britiske sitarspillers seneste album, Land of Gold. På scenen i København blev de og flere andre numre fra albummet fremført, så de udgjorde noget andet og mere end bare en række uafhængige numre. De udgjorde en helhed, et drama, hvori de – som Anoushka Shankar sagde – var tænkt som kritiske kommentarer til den herskende tendens til at bygge mure. Som lydbilleder til eksempelvis den syriske flygtningekrise.
Dramaet var detaljerigt og mange facetteret, mørkt og dystert – og lyd og lys i øvrigt perfekt (den bedste lyd, jeg til dato har hørt i Koncertsalen). Derfor kom koncerten også til at fremstå som ekstremt fokuseret og helstøbt. Mesterlig!
Med til historien hører, at Anoushka Shankar havde samlet et hold af helt ualmindeligt dygtige musikere omkring sig.
Med sig på scenen havde hun den eminente, østrigske percussionist og medkomponist, Manu Delago, som demonstrerede, hvorfor han bliver kaldt verdens bedste på hang – et musikinstrument, der er fremstillet af to dybstrukne nitrerede stålplader, der sat sammen danner en form, der minder om en UFO. Hangen giver en klang, der minder om tablaens – selv om slagtøjsinstrumentet er af metal. (Men Delago mestrede også den elektroniske tromme).
Med sig på scenen havde hun indiske Sanjeev Shankar, en af hendes fars (afdøde Ravi Shankars) ”disciple” – en ydmyg musiker som helt åbenlyst mestrede det traditionelle indiske blæseinstrument, shehnai’en, som har en meget distinkt klagende klang. Shenai’en kan minde om den europæiske obo, men med Sanjeev Shankars håndtering blev klangen distinkt indisk.
Med sig på scenen havde hun endelig engelske Tom Farmer, som spillede kontrabas, keys og electronics til den helt store guldmedalje. Ikke forceret, men markeret.
Næsten som en understegning af det forrygende samspil afsluttede de fire koncerten tæt samlet på et tæppe forrest på scenen. Her, fra det ægte tæppe, gav de en intim version af vuggevisen Say Your Prayers, som – uanset alle tidligere og iboende genrer – var stærkt beroligende. Møntet på dét.
****** / Koncert også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk