Den norske jazzpianist, Kjetil Mulelid, er en af flere dygtige, unge, norske jazzmusikere, som har bosat sig i København, mens de forsøger at skubbe deres karrierer i gang. Mulelid forsøger sig bl.a. med sin trio – der i øvrigt består af trommeslageren, Andreas Skår Winther, og kontrabassisten, Bjørn Marius Hegge – at skubbe karrieren i gang med en måske nok lidt konventionel konstellation – set i lyset af, at den udgiver sit første plade på det eksperimenterende label, Rune Grammofon. Men man forstår kombinationen – trioen og label’et – når man hører musikken, der på mange måder lægger sig i forlængelse af den musik, som bl.a. In The Country har gjort til sit varemærke. Triojazzen emmer både af ungdommelig nysgerrighed og moden genrebevidsthed, den udviser sans for rytmisk kompleksitet og harmonisk rigdom, er intim – sine steder – og meget, meget fri – andre steder, eksempelvis i det afsluttende nummer, Three Last Words. Personligt foretrækker jeg dog de mere melodisk numre – f.eks. et nummer som From Someone Else’s Point of View, der meget vel kan være en hilsen til Esbjörn Svensson Trio.
**** / Rune Grammofon / 41 min.