Tina Dickow: Tæl til Tina

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

BOGANMELDELSE    Tilståelse, kære Tina: Jeg er en af de (måske selvhøjtidelige), hvide anmeldermænd, der ifølge dig bedømmer musik (og i dette tilfælde også litteratur). Personligt genkender jeg dog ikke din idé om, at jeg – som de andre hvide anmeldermænd – er blevet anmelder, fordi jeg har haft en drøm ”om at udleve myten: den intellektuelle, sortklædte og selviscenesatte, mystiske sanger og sangskriver”, eller din forestilling om, at ”det ene eller det andet, formentlig manglende evner, satte en stopper for det.” Jeg har ikke forliste drømme af nævnte art i min bagage. Men jeg vil alligevel nævne, at jeg er en hvid anmeldermand, for dermed kan du vælge at tilsidesætte de pointer, jeg bringer til torvs i denne anmeldelse, under simpel henvisning til, at din forestilling holder stik. Og så kan du glæde dig over, at du – også i bogsammenhæng – har bevaret den fulde kontrol over de aspekter, der indgår i det at skrive og udgive.

Når dét er sagt, skal det – retfærdigvis – tilføjes, at du, Tina, i din bog tilkendegiver, at du ikke er synderligt optaget af kønsroller, aldrig har ”været en del af en kønsdebat” i branchen, men altid har følt, at det som kvinde har stået dig ”frit for at gå ud og prøve lykken” og række ud efter dine drømme ”på fuldstændig lige fod med mine mandlige kolleger.” Så jeg føler mig egentlig ikke som mand mistænkeliggjort, kun som anmeldermand. Men hverken dit opstød over anmeldermænd, medier, branche eller – you name it – forekommer mig flatterende.

Hovedstolen

Din ven – den hvide musikermand, Steffen Brandt – skriver i sit forord, at han – da han fik at vide, at du var i gang med at skrive denne selvbiografi – advarede dig om ”aldrig at bruge af hovedstolen.” Han vedgår, efter at have læst et udkast til den, at hans bange anelser var ubegrundede. Og dét giver jeg ham ret i. Din selvbiografi giver ikke anledning til bekymring! For vel tager du af hovedstolen, men hvad skulle du ellers? Skrive om noget uden større betydning? Nej, vel? Hatten af for, at du tager af hovedstolen, for dén betyder noget! Og du demonstrerer – i kraft af dine stilsikre livtag med den – at du har noget på hjerte (helt sikkert også mere end du skriver på de godt 340 sider), at du er reflekteret, begavet, ydmyg, ambitiøs, ærlig, troværdig og meget andet godt. Og nok så væsentligt, vil jeg mene: Din omgang med hovedstolen gør, at det – nok især for dine fans – giver mening at bruge timer på at håndtere den mursten, som din egenproduktion er mundet ud i. Så jeg kipper med hatten og siger: Godt gået!

Måden hvorpå du får flettet dine egne livserfaringer, dine egne refleksioner og dine egne sangtekster sammen er både bemærkelses- og beundringsværdig, lige på og fascinerende nok: som i forholdet 1/1. Vel er du ”bare en pige fra Åbyhøj”, men du formår at gøre dine særegne til- og fravalg almene og vedkommende – og omvendt – og det gør din bog spændstig. Det kan være, at du har ret i, at det først er, ”når alt er sagt, at historien for alvor kan begynde” – tager man det for pålydende har du ikke misbrugt af hovedstolen – men jeg vil alligevel mene, at det er lidt mærkeligt at læse den 104-årige Tina Dickow skrive sin egen nekrolog: ”Tina Dickow trak sig tilbage fra musikken i en alder af 44 år, og i de 60 år, der fulgte, er det uvist hvad hun foretog sig.” Men skulle du trække dig fra musikken nu, må du for min skyld gerne tage noter til den næste afrapportering fra din hovedstol og gerne heri gå nærmere ind i, hvad det var, der 1) gjorde den unge, hvide sangerkvinde fra Åbyhøj så ambitiøs, og 2) banede vejen for den hvide weirdos gennembrud. For dét står mig faktisk ikke lysende klart efter læsningen af dette første bind om dit liv. Selv om du forsøger at perspektivere.

Sproget

Det med afsættet og ambitionen og Åbyhøj og det store udland afføder nogle spørgsmål, som for mig at se forbliver ubesvarede. Jeg forstår alt det, du skriver om muligheden for at få adgang til dybere lag gennem musikken; alt det du skriver om lysten til at iagttage og omsætte dine iagttagelser til sange; alt det du skriver om det med at optræde og få kræfter på scenen. Alt det forstår jeg. Men der er andet, jeg ikke forstår – nogle af dine valg – i livet, i musikken (især) og i bogen.

Som læser oplever jeg det for eksempel som mærkeligt, at din bog er på dansk og dine sangtekster (som også står i bogen) på engelsk. Du forklarer, at dine sangtekster er på engelsk, fordi du ”har lyttet mest til engelsksproget musik og følt en tiltrækning til lyden af det engelske sprog”. Du skriver, at du opfatter det engelske sprog som ”blødt og bøjeligt” og det danske som ”mere kantet.” Og dét er så, hvad det er. Men du tilføjer, at ”vi har færre ord at vælge imellem på dansk”, medens englænderne ”har en større dybde og bredde” i deres sprog.” Og dét er selvfølgelig noget, man helt faktuelt vil kunne få be- eller afkræftet. Problemet er bare 1), at du tilføjer, at du synes, du kan mærke den forskel, når du skriver dine sange – at du på engelsk kan være lige så ”flerdimensionel” som den tanke, du forsøger at formidle. Og at du så oversætter en Adele-tekst for lige som at demonstrere, hvordan den mister dybde og bredde ved oversættelse til dansk. Når jeg 2) læser dine egne sangtekster – eller Adeles, for den sags skyld – tænker jeg ikke, at de rummer en dybde eller bredde eller flerdimensionalitet af en art, der er fremmed for det danske sprog. Dine engelske sangtekster rummer efter min mening ikke noget, som det danske sprog er uegnet til at formidle. Det danske sprog har også en rigdom og fylde, hvis man giver sig tid til at finde den. Læs nogle digte af Marianne Larsen, Pia Juul eller Pia Tafdrup. Eller læs nogle digte af Peter Laugesen (en hvid digtermand fra Brabrand), som f.eks. i Guds ord fra landet forholder sig til sproget og musikken: ”Både sprog og musik er lyd. Sprog er tilsyneladende mere entydigt, men er det andet end en illusion.” (Læs selv videre).

Jeg tror, du lever i en illusion, når du tror, at det danske sprog er fattigt. For vel kan det danske sprog (ofte i medierne) forekomme fattigt, men er du opsøgende, vil du i virkelighedens verden kunne finde mange dybder i det danske sprog. Dybder hinsides det ”exciting”, hinsides ”the instant gratification”, hinsides ”the loudness war”. Du skriver, at du i perioder har været ”tom for ord” – talte ord. Men trods mine forbehold vil jeg sige – at du i din selvbiografi – i enhver forstand – er generøs med ord – de skrevne. Og dét er der trods alt ingen grund til at begræde.

****  /  Forlaget Finest Gramophone  /  344 sider  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 6
  • Share