Fredrik Lundin: 5 Go Adventuring Again

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Den dygtige, danske jazzsaxofonist, Fredrik Lundin, er optaget af det at fortælle historier. Det ved jeg fra interviews med manden, og det hører jeg (bilder jeg mig ind), når jeg sætter hans nye album, 5 Go Adventuring Again, på. Alle fotos og tegninger på CD-coveret er sort/hvide, og alle numre har billedskabende, gotiske titler som The Hound of Baskerville, Crumbling Castles, Dodging Bullets, Wondering og Being In a Dark Place. Og helt personligt læser jeg altså disse titler, det sorte og det hvide (især det sorte) ind i den dramatiske instrumentaljazz, som nok virker stram, men også skræmmende fri. Musikken forekommer mig (u)perfekt, skramlet og farlig. Tag et nummer som Wondering! Det varsler ulykke. Andre numre varsler flugt, angst, chok. Heraf følger også helt naturligt, at musikken må betegnes som ekspressiv, til tider voldsom. Især takket være de febrile blæsere (håndteret af Fredrik Lundin, Jesper Løvdal, Tomasz Dabrowski og Petter Hängsel). Bas (Joel Illerhag) og trommer (Anders Provis) forekommer beroligende i blæsernes ildevarslende vinde. Det er det – instrumenteringen – der, udover kompositionerne / historierne, gør albummet så helt igennem usædvanligt.

****  /  Stunt Records  /  58 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share