BOGANMELDELSE Karsten Skov er nok forfatter, men også – og nok først og fremmest – en historisk interesseret personage, der er mere end almindeligt optaget af det dansk / tyske grænseland og dets historie og skæbne(r). Skov er bl.a. ekstern lektor på Center for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet i Sønderborg og medlem af Forfattergruppen Alssund.
Han har tidligere skrevet romanen, Knacker (Forlaget Mellemgaard, 2013), som er blevet filmatiseret, instrueret af Kasper Torsting og udsendt under titlen: I krig og kærlighed, men også hans nye roman foregår, som debutromanen, i grænselandet under 1. Verdenskrig. Enkeland handler om skæbner på halvøen Broager ved Sønderborg. Skæbner, der (som skæbner i debuten) afspejler det faktum, at mere end 30.000 sønderjyske mænd faktisk blev indkaldt til at kæmpe på Tysklands side under krigen, og at mere end 5.000 af disse omkom og efterlod sig enker og faderløse børn i sorg og forarmelse.
Konkret handler Enkeland om ægteparret Traugott og Sille Laukam og om deres to børn, Rasmus og Ingeborg, foruden om Traugotts arbejdsgiver, Walter Willnau (respekteret, men også indledningsvist den selvgode ejer af egnens mest moderne teglværk) og hans kone, hans husholderske, hans lejere, hans teglmester, medarbejdere og kunder m.m.fl. Og så handler Enkeland om det at være dansk- eller tysksindet i det daværende Nordslesvig – en delstat i den tyske kejsers rige, som er trængt i krigen på flere fronter og derfor må indkalde ung og gammel fra nær og fjern – uanset om disse så er dansk- eller tysksindede.
Traugott fra Broager bliver indkaldt til at kæmpe på Vestfronten i Frankrig, og dels følger man i romanen ham på rejsen ned til fronten og under kampe ved fronten, dels følger man Sille, der på hjemmefronten må kæmpe mod fortidens spøgelse (teglmesteren, som var hendes ungdoms kæreste, og som i Traugotts fravær ser sit snit til at genoptage forbindelsen) og den omsiggribende forarmelse, der rammer hele lokalsamfundet som følge af krigen.
Under alt – især på hjemmefronten – deler en skillelinje de dansk- fra de tysksindede, og man fornemmer således meget klart, at krigen åbner muligheder for at træffe aftaler og beslutninger, som under normale omstændigheder ikke ville have været comme il faut. Rasmus og Ingeborg bliver således fjernet fra Sille – officielt fordi hun (først) er så meget i sorg (over, at Traugott rejser til Vestfronten, siden er så meget i sorg over, at han her bliver dræbt), at man ikke mener, hun kan tage vare om sine børn – men reelt fordi den forsmåede teglmester ønsker hævn og andre i øvrigt med ham vil statuere et eksempel og lade hende forstå, at det har konsekvenser at være dansksindet i en tid, hvor den tyske kejser ellers har brug for uddelt opmærksomhed og støtte.
Man fornemmer ganske klart, at der er langt fra Broager til Berlin, langt fra teglværket til Vestfronten. Og endda langt fra de fattige kår på Broager til den regionale hoved- og købstad, Sønderborg, hvor amtsforstanderen efter forgodtbefindende kan træffe beslutninger, der betyder ”liv eller død” for eksempelvis familien Laukam og for andre – f.eks. barnløse, tysksindede familier – kan betyde opfyldelsen af tilsandede drømme.
Historien tager flere uventede drejninger, faktiske sammenhænge mellem de skildrede karakterer blotlægges og karakterer skifter karakter, og alt virker troværdigt – både de konkrete personers udviklingsprocesser og skildringen af krigen, dens rædsler og konsekvenser. I den forstand lykkes Karsten Skovs romanprojekt.
At han både er optaget af plottet, personskildringen og troskaben overfor skildringen af faktiske vilkår i datidens Nordslesvig / Sønderjylland er åbenlyst og lykkes så godt, at jeg som læser faktisk affinder mig med, at romanens litterære dimension ikke er så storslået. Skildringen af krigens uvæsen, tidens uretfærdigheder, tristessen, forarmelsen og fornedrelsen opvejer på en måde sprogets begrænsninger.
**** / Forlaget Hovedland / 376 sider / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES