Iceage live i Hotel Cecil

Please follow and like us:

  • 3
  • Share

KONCERTANMELDELSE    Det var bemærkelsesværdigt, så hurtigt billetterne blev udsolgt, da koncerten med Iceage i Hotel Cecil blev lanceret. Iceage var åbenbart et band, folk ville (gen)høre, (gen)se og (gen)opleve! Måske fordi det er sjældent, man i de sidste år har fået chancen for at høre det københavnske undergrundspostpunkrockband. Måske fordi det lå i luften, at noget nyt kunne være under opsejling – efter bandets nylige release af numrene Catch It, Pain Killer, Take It All og The Day The Music Dies (de første nye numre fra bandet siden 2014) – og med udsigten et nyt album, bandets fjerde, som udkommer fredag i denne uge.

Da onsdag aften indfandt sig, og Iceage indtog scenen i Hotel Cecil var forventningerne åbenlyst store. Salen var tæt pakket, stemningen spændt. Og derfor – og på grund af de snart fire års tilløb – kunne det undre, at bandet fremstod så ufokuseret og uforberedt på scenen; undre, at publikum skulle trækkes igennem halvanden times ørkenvandring, før koncerten med autoritet begyndte at tage retning. Helt grundlæggende blev koncerten en skuffelse.

Ikke at folk åbenlyst lod sig gå på af eksempelvis de mange tekniske problemer. Flertallet forholdt sig til dem – og til de ofte rygvendte musikere – som var det hele en organisk, naturlig del af en undergrundspostpunkrockkoncert. Men selv havde jeg det sådan: ”Det er her er for dårligt! Vel kan jeg være med på, at mål og mening kan være vigtigere end form og vej, men gælder det også her?” Dét spurgte jeg mig selv om!

Det er sjældent, det sker for mig, men onsdag aften kunne jeg – p.g.a. de tekniske problemer, og de første halvanden times problematiske lyd – ikke slippe tanken om, hvorvidt man som publikum eller anmelder kunne tillade sig at stille spørgsmålet: Hvad er målet? Ambitionen? Succeskriteriet? Var det f.eks. bandets mål, ambition eller succeskriterium, at folk dansede? Eller lyttede? Personligt blev jeg i tvivl. Nogle få publikummer dansede, flere lyttede, men de fleste snakkede.

Mange blandt publikum kendte hinanden – og bandet. Disse mange skulle lige opdateres på hinanden, lige back stage (døren gik op og i konstant!), lige ud og ryge. Og alt dét – kombineret med det, at bandet var ufokuseret og uforberedt – bidrog i de første halvanden time til fornemmelsen af, at alt væsentligt (om noget) foregik på metaplanet og ikke på scenen eller i kontakten mellem scene og gulv.

Vel havde bandets forsanger, Elias Bender Rønnenfelt, en personlig power og pondus. Vel stod han på scenens forkant med en autenticitet, der var bemærkelsesværdig. Men selv han kunne ikke – med de ellers drævende tunge, soniske soundscapes – og fem sidemen – komme ud over scenekanten de første halvanden ud af to timer. Han forsøgte nok at kommunikere kompromisløst, farligt og uforudsigeligt – sådan som han og bandet har forsøgt det igennem alle årene – men hovedparten af koncerten i Hotel Cecil forblev kaotisk, rodet og skuffende.

Dét ændrer dog ikke ved, at især de fire nævnte numre fungerede utrolig godt, live. Især Rønnenfeldts messende vokal i maskinelle Catch It, hans temposkift i drævende The Day The Music Dies og hans insisteren i industrielle Take It All fungerede! Eller for den sags skyld hans slentrende facon i bandets store hillbilly-sang, The Lord’s Favourite. Alle de nævnte numre giver associationer til etablerede numre og navne med hjemsted i USA eller Storbritannien. Men det ændrer ikke ved, at Iceage – trods en svag aften i Hotel Cecil – er enestående i en dansk kontekst. Og det ændrer ikke ved, at Elias Bender Rønnenfelt – selv onsdag aften – fremstod autentisk troværdig; at Jakob Tvilling Pless’ basguitar var grund- og bundsolid; at Johan Suurballe Wieths guitar var dysfunktionelt aggressiv; eller at Dan Kjær Nielsens trommer var vulkanudbrud af ilter vrede. Flankeret af sax og violin tilhørte – og tilhører – de fire folk fra istiden en helt særlig klan i dansk musik, pt.

***  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 3
  • Share