Melody Gardot live i Koncertsalen, Koncerthuset

Please follow and like us:

  • 3
  • Share

Den amerikanske sangerinde (singer-songwriter og jazzvokalist), Melody Gardot, har ofte givet koncerter i Danmark. Og altid (i hvert fald de mange gange, jeg har set og hørt hende) med en imponerende autoritet og raffineret nonchalance. Altid har hun fremstået sofistikeret, næsten aristokratisk og samtidig underfundig og drillende. Altid har hun vægtet det dramatiske, det voluminøse og det poppede, og aldrig er hendes musik blevet fad og flad. Med sin kunstneriske styrke har hun altid – på fornemmeste vis – formået at holde balancen på knivsæggen – med jazzen på den ene side af knivens æg, poppen på den anden.

Lørdag aften gav hun endnu engang en koncert i København – denne gang som (et af flere) hovednavn(e) på Copenhagen Jazz Festival 2018. (Koncerten var en af en snes koncerter på hendes øjeblikkelige ”Live in Europe–tour – søndag den 15. juli spiller hun i Aarhus). Men set-up’et var nyt. Selv spillede hun som vanligt klaver og guitar, men besætningen bestod denne gang – foruden guitar, kontrabas og trommer – af fire strygere! Altså et mere klassisk set-up. Og ikke nok med det. Melody Gardot var mere end nogen sinde før på én gang i det poetiske og det melankolske hjørne!

Meget sigende for det, man generelt kunne kalde en nedtonet koncert med vemodig kammermusisk og lyriske dimensioner sluttede hun med et spoken word-ekstranummer, idet hun læste Antonio Machados digt, Traveller, There Is No Path, fornemt akkompagneret af guitar og cello! Det dybsindige og på mange måder melankolske digt var som en hilsen til et af koncertens andre – og i øvrigt bedste numre – det langstrakte, sammensatte og næsten religiøse, Morning Sun, der er som den voksnes forsøg på at overbevise barnet om, at alt nok skal blive godt.

Melody Gardot åbnede koncerten med fire numre, som i virkeligheden alle rummede den tristesse, der kom til at præge hovedparten af koncerten – The Rain, Goodbye, So Long og If The Stars Were Mine – før der med det femte nummer, balladen, Our Love Is Easy, et øjeblik kom lys for enden af tunnelen (selv om musikken til dét nummer i sig selv indikerede noget andet). Nummeret, If Ever I Recall Your Face – ildevarslende og inderligt – var et af andet af aftenens mange højdepunkter. Men fælles for hele koncerten var det nedtonede, det melankolske, det tilstræbt intime og det inderlige, strygernes position i lydbilledet, det modne – kombineret med alt det sædvanlige: autoriteten, nonchalancen og det drillende gemyt. Alt det blev med teknisk snilde og tilsyneladende lethed samlet til ét hele – selv om jeg må sige, at Koncertsalen i DR Byen er lidt for stor til at yde den tilstræbte, kunstneriske intimitet optimale rammer.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 3
  • Share