K.B. Hallen Genåbner – diverse kunstnere live

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

MUSIKREPORTAGE Efter at dens tag og indre den 28. september 2011 blev voldsomt beskadiget ved en brand, genåbnede K.B. Hallen torsdag aften den 24. januar 2019 – med ambitionen om igen at blive Københavns mest ikoniske koncertvenue.

Genåbningen skete ganske vist med en ”hyldest til dansk musik” – repræsenteret ved 12 nyere, danske artister på 3 scener i løbet af 6 timer – og var ikke helt på niveau med tidligere tiders ikoniske optrædener ved eksempelvis The Beatles, Rolling Stones, The Who, Pink Floyd, Led Zeppelin, Massive Attack, Kraftwerk, Portishead og Pet Shop Boys.

Men stadig var det en genåbning. Og en hyldest. Både til ny dansk musik og til hallens historiske betydning for livemusikken.

Genåbningen var et miks af vilje til at bringe nyt og trang til at huske historie. Tydeligt illustreret ved, at Katinka torsdag aften sang en – om end  forvansket og fordansket – udgave af Sort Sols signaturnummer, Let Your Fingers Do The Walking. Sort Sol var det sidste orkester, der spillede i hallen, før den brændte, og deres nummer blev forvansket og fordansket og fremført på ny. Således blev fortid og nutid og fortid bundet sammen.

Men ironisk nok vil det, de fleste blandt publikum torsdag aften nok vil huske, ikke være musikken – de 12 navne, 3 scener og 6 timer – men det, at brandalarmen gik – netop som Hugo Helmig var gået på scenen. Hallen blev evakueret, og alle sendt ud i kulden – uden overtøj – guidet og gelejdet af den talstærke hær af velforberedte ansatte og frivillige, der var iført blå poloshirts med K.B. Hallens logo. Hurtigt stod det klart, at der var tale om en falsk alarm, og derfor fik alle lov til at vende tilbage til varmen og musikken, men øvelsen – uanset om den var planlagt eller ej – afslørede én ting: at de mange blåklædte kunne deres kram.

De blåklædte og deres ledelse havde jeg forinden fået ondt af. De var SÅ velforberedte. SÅ mange. SÅ parate til at tage del i genåbningen af et venue, der størrelses- og udstyrsmæssigt fremstod som en nybagt mellemting mellem Forum og Amager Bio. Logistikken var helt åbenlyst i orden – teknisk og mandskabsmæssigt. Men inde i hallen – der hvor den egentlige genåbning skulle finde sted – gelejdet af konferencier, Per Vers, var der tomt. Mennesketomt. Længe.

Selv kom jeg i god tid i sikker forvisning om, at der – hallens historie taget i betragtning – ville være sort af mennesker. Men da KOPS som det første navn gik på scenen kl. 19 – efter en højlydt landing til temaet fra Star Wars og en kort Per-Vers-introduktion – var der meget, meget tomt på gulvet foran den ene af de to scener, Udebanen, der var sat op til arrangementet. Derfor lød det også verdensfjernt, da Oskar Kops Kronback aka KOPS skuede ud over den lille, let spredte skare og sagde: ”Hold kæft, hvor er I flotte!” Han lød mere troværdig, da han tilføjede: ”I står lidt i grupper som om, I var efterskoleelever. Kan I ikke i kærlighedens navn rykke lidt sammen?”

Hver kunstner – KOPS, De danske hyrder, Ea Kaya, Artigeardit, Drew, Katinka, Ude af kontrol, Hugo Helmig, Silas Bjerregaard og Alex Vargas – havde på en af de store scener i hallen 20-25 minutter til deres rådighed. Med andre ord: De skulle gå på som danske perler på snor – igen: gelejdet af Per Vers. Og vel steg antallet af publikummer på gulvet foran scenen, umærkeligt, langsomt, efterhånden som aftenen skred frem. Men aldrig nåede man til et punkt, hvor der på gulvet var grund til at frygte klaustrofobiske anfald.

Klaustrofobi kunne man til gengæld blive ramt af i det lille interimistisk indhegnede rygeareal, der var blevet oprettet udenfor hallen, til venstre for indgangen. Dér stod publikum så tæt, at jeg vil tro, de fleste optrædende ville have foretrukket at spille dér.

Klaustrofobi kunne man også blive ramt af i de VIP-områder, hvor sponsorer og andre velklædte godtfolk kunne nyde hinandens selvskab og rigeligt med drikkevarer – uden at blive forstyrret af musikalske opkomlinge. (Udenfor hallen, langs Peter Bangs Vej holdt deres biler med mere eller mindre diskrete logoer: Carlsberg, Roskilde Festival, etc.).

Men havde jeg været koncertansvarlig, ville jeg have været frustreret over, at så mange foretrak smøgerne og hinandens velklædte selskab fremfor musikken i hallen. De rygende og de velklædte ville have fyldt godt op på gulvet foran kunstnerne, som vi jo alle var der for at hylde!?!

Vel var der langt fra navne som KOPS, De danske hyrder, Ea Kaya, Artigeardit og Drew til The Beatles, Rolling Stones, The Who, Pink Floyd og Led Zeppelin. Men selv opkomlinge kunne man jo have hyldet! Og alt andet lige: Man kunne have nydt den gode lyd! Den gode ventilation! Og de glimt af fed musik, som trods alt kom udover scenekanten.

Please follow and like us:

  • 6
  • Share