Lambchop live i Koncerthuset, Studie 2

Please follow and like us:

  • 7
  • Share

KONCERTANMELDELSE Det startede meget lovende, døde efter nogle numre hen i lidt for lange, lidt for stillestående og lidt for kedelige elektroniske passager, og livede så op igen, hen imod slutningen, da amerikanske Lambchop med Kurt Wagner i spidsen gik på scenen i Koncerthusets Studie 2 for at følge op på udgivelsen af albummet, ”This (is What I Wanted to Tell You)”.

Den karismatiske lead-singer, guitarist og singer-songwriter fra Nashville burde ellers have haft tyngden til – sammen med sine i øvrigt meget kompetente sidemen – at holde niveauet fra start til slut. Men materialet – selve materialet! (eller var det det fænomen, at Wagner konstant sang i en mikrofon, der med synth-autotune forvrængede vokalen?) – fik koncerten til at miste intensitet og højde, blive lettere triviel og vanskelig at holde fokus på.

Havde det ikke været for det fænomen, at der i Studie 2 helt naturligt opstod en intimitet – som følge af den helt konkret korte afstand mellem musikere og publikum – ville det lettere trivielle have skabt et alvorligt problem. Og problemet var, at de elektroniske lydlandskaber – som ellers på mange måder udgjorde en forfriskende opdatering af orkesterets etablerede lyd – blev prioriteret for højt, langt og meget.

Det snart 30 år gamle orkesters musik er ellers guitarbaseret, baseret på Wagners dybe vokal og på et slow drive og nogle stemningsfulde fortællinger i et cross-over mellem country, pop og indierock. Pladeselskabet, Merge, har kaldt Lambchop ”Nashville’s most f****d-up country band”. Det løst funderede kollektiv, der har Kurt Wagner som eneste faste medlem og drivende kraft, har da også konstant spillet en – lad os sige – alternativ form for country-musik, postrock og art-pop som meget forståeligt må opdateres – f.eks. med electronics.

De meditative lydflader, som den elektroniske musik ofte udgjorde i Studie 2, blev bare for lange og søvndyssende. Selv når fladerne havde en antydning af industriel lyd over sig, blev de søvndyssende. Til gengæld tilførte især den nye mand i orkesteret, Andy Stack, lydbilledet en klædelig, jazzet dimension med sit kraftfulde, analoge spil på saxofonen. Ligesom Paul Niehaus, der efter en pause fra orkesteret er vendt tilbage, med sin forrygende lap steel guitar tilførte en klædelig lyd af et nostalgisk tilbageblik på musikken.

Forrest og fornemt i det støvede lydbillede stod alligevel Wagners egne, abrupte guitarriffs og hans mørke vokal, som – vanen tro – fremstod uforståelig (p.g.a. forvrængning eller dialekt?), men som alligevel var det fortættede omdrejningspunkt i orkesterets fortællinger om manden og kvinden, den trængtes hjælpeløshed og den selvsammes trang til at indgå i et fællesskab.

Måske jeg tager fejl, men jeg fornemmede en mindre matcho, mere skrøbelig og mere sårbar Wagner i manden under den fasttømrede kasket – måske en mere udtalt og moden menneskelighed. Det kendetegnede i hvert fald både hans tekster og hans optræden, og alene det gjorde afstanden til publikum mindre, intimiteten mere udtalt. Måske er Wagner og ”Nashville’s most f****d-up country band” blevet rundere, blødere. Et højdepunkt som nummret, ”The Air is Heavy and I Should be Listening to You”, indikerede ligesom fænomenet: at Wagner (i disse me-too-tider) er blevet klædeligt rund og blød.

**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 7
  • Share