Carsten Dahl live i Den Sorte Diamant

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

KONCERTANMELDELSE Koncerten i Den Sorte Diamant havde – lidt misvisende – fået betegnelsen: ”Carsten Dahl og The Solo Songs of Keith Jarrett”. Nok trådte Carsten Dahl op på scenen, og nok spillede han noget af mesteren Keith Jarretts (mere ukendte) materiale. Men der var også gamle ballader imellem – ”When I Fall In Love” og ”Somewhere Over The Rainbow” (som Keith Jarrettganske vist også har indspillet) – og hjemmebagte sager. Og han optrådte ikke som solist. Slet ikke. Carsten Dahl optrådte med en stribe sublime jazzmusikere: Niels Bo Davidsen på kontra- og elbas, Stefan Pasborg på trommer, Palle Mikkelborg på flygelhorn og trompet, Fredrik Lundin på tenorsaxofon og kammerensemblet, Ensemble Midtvest, på strygere.

De, der havde sat næsen op efter at høre solisten Carsten Dahl, som han f.eks. lød dengang i 2003, da han udsendte sin himmelstræbende triologi, ”Solo Piano”, blev altså potentielt skuffet. ”Solo Piano” var den tredobbelte plade, der tydeliggjorde, at Carsten Dahl havde et forbillede i den amerikanske mesterpianist. Derfor kunne man som publikum også med god grund have forventet en ”fortsættelse”, solo, live. Men, at dømme efter publikums deltagelse og aktive lytten, var ingen utilfredse med set-up’et og musikken. Men, som sagt, det var også en stribe sublime jazzmusikere, Carsten Dahl havde allieret sig med. Musikere, der tydeligt excellerede udi kunsten at være nærværende, tilstede og på én gang lytte og bidrage til det croos-over, musikken reelt udviklede sig til – mellem improvisationsjazzen og den klassiske kammermusik. Mellem Dahl, Davidsen, Pasborg, Mikkelborg og Lundin på den ene side og Ensemble Midtvest på den anden.

Musikken var mange facetteret, det ene øjeblik sart og skrøbelig, det næste præget af power og pondus. Den vekslede mellem det melodibaserede (komponerede) og det frie. Mellem det organisk lette og det strukturelt bastante. Konstant var den udfordrende, jævnligt brutal, ofte decideret smuk.

Carsten Dahl kunne endnu engang – med sit helt usædvanlige gehør, sit medfødte talent og sin ophobede rutine – omsætte hvad som helst til imponerende kunst. Mikkelborg kunne tryllebinde med sine blæseinstrumenter, uanset at (eller måske netop fordi) han endnu engang var rygvendt. Lundin kunne kommunikere med sine sanseligt smukke og kraftfulde indspark. Pasborg kunne med sin helt ekstraordinære evne til at lytte og bidrage i fint afstemte doser give udtrykket som helhed kant. Davidsen kunne – som naturligt bindeled mellem de frie og de bundne – skabe bund og sammenhæng. Og ensemblet – Ana Feitosa, Matthew Jones, Sanna Ripatti og Jonathan Slaato (sammen med sidstnævnte har Carsten Dahl for få uger siden udgivet et mesterværk på vinyl, Ydun, som VARMT skal anbefales) – kunne ubesværet udvide spektret og tilføre musikken dimensioner, der helt i Mikkelborgs (og i øvrigt Jarretts) ånd kunne åbne til vertikale forbindelser.

At lyden i Diamanten var præcist afstemt og enhver Dronningesal værdig skadede selvfølgelig heller ikke.

Hovedindtrykket efter udladningerne i Dronningesalen var i hvert fald, at jeg – med alle de andre i den udsolgte sal – blev udsat for et gennemtænkt og organisk hele, der vitterligt var en hyldest til musikken og til Keith Jarrett.

***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 6
  • Share