Lyden af Latinamerika

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

I dagene fra 19. til 21. september afholdes for tredje år i træk den ganske lille, men ikke desto mindre ganske ambitiøse, danske udgave af den internationale, latinamerikanske musikfestival, Sonamos Latino America.

I København byder festivalen på seks koncerter – to i Musikmuseet, to i Union og to i Krudttønden – og fælles for dem er, at de spilles af musikere, der forsøger at bryde med det, de selv (og arrangørerne) opfatter som klichéen om latinamerikansk musik. Med andre ord: De bestræber sig på at spille musik, som nok tager afsæt i en latinamerikansk tradition, men som ikke desto mindre er fusion eller cross over – slet og ret: Lyden af Latinamerika.

Nogle af musikerne bor i Danmark, andre kommer hertil – langvejs fra. Men alle rammer inden for festivalens skive. Hovednavnene er mexicanske Trio Orgánico (som spiller latinamerikansk jazzfolk), uruguayanske Moving Horizons (som spiller klassisk guitar med sydamerikansk rytmik) og colombianske Sankofa Trio (som spiller fløjte- og strengebaseret, latinamerikansk folk). Det er blandt andet med disse navne, at arrangørerne vil præsentere det danske publikum for den latinamerikanske musiks mangfoldighed.

Sonamos Latino America er oprindeligt en argentinsk opfindelse – og vel at mærke ikke bare en festival, men en bevægelse der vil bringe den latinamerikanske musik ud i verden og latinamerikanske musikere i samspil med hinanden hen over de respektive fysiske / musiske grænser på det sydlige kontinent. I dag kan man opleve festivalen i en lang række latinamerikanske byer – og i Europa i byerne Bruxelles, Barcelona og København.

Netop her, i København, kæmper arrangørerne – Claudia Adeath, Fernando Massino og Claudia Cohen – for at åbne danskernes øjne og ører for den brede, besynderligt underbelyste, men kvalitetsmæssigt så absolut beundringsværdige musik, der nok er kendetegnende for kontinentet i syd, men som ikke desto mindre serveres på en ikke klichéfyldt måde.

 

Please follow and like us:

  • 6
  • Share