Hanne Boel: Between Dark & Daylight

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Med et salg på over to og en halv millioner album, fordelt på 20 udgivelser, er Hanne Boel den bedst sælgende danske sangerinde nogensinde. Efter år med funkgruppen Blast gik hun solo, og allerede med debutalbummet i eget navn, fik hun et veritabelt gennembrud. Det var albummet, Black Wolf, fra 1988. Siden har hun fortjent modtaget en række hædersbevisninger, heriblandt fem Grammyer.

Med sit nye album, Between Dark & Daylight, er det som om den nu 62-årige sangerinde, der f.eks. har forsøgt sig som jazzsangerinde, kaster blikket tilbage på de udgivelser, hvormed hun i ’90’erne markerede sig som en af de største, danske soulsangerinder nogensinde. Hun gør det ikke med nostalgisk trang til at genoplive fordums storhed, men slet og ret for at bruge sine tidlige erfaringer i ny forklædninger.

Between Dark & Daylight fremstår af samme grund som et originalt og moderne singer-songwriter-album med klare elementer af R&B og soul. Hanne Boels vokal har samme emotionelle autenticitet som førhen, men – skønner jeg – en mere udtalt modenheden, i det hele taget en større udtryksstyrke, kraft og intensitet. Måske fordi hele processen bag albummet har været så langstrakt, langsommelig og fredsommelig.

Hun har selv skrevet en stor del af sangene – til skrivebordsskufferne – og herfra har hun så hentet dem frem, en efter en. Andre sange har hun skrevet sammen med blandt andre Jacob Bellens, Anders SG og Emil Falk. Men helt gennemgående bærer alle sangene hendes egne, umiskendelige fingeraftryk.

Teksterne er enkle og kredser om døgnets mørke timer, det usagte og fortrængte og triste som kontrast til det lyse. De kredser om størrelser som tid og alder, kærlighed, accept og fortrydelse. Og alle får de karakter og liv, fordi de bliver sunget af Hanne Boel – med den rutine og tyngde netop hun har i sin stemme.

Også musikerne skal imidlertid roses, for de formår sammen med Hanne Boel at skabe et meget dynamisk udtryk. De mest centrale musikere er pianisten Jacob Funch og bassisten Anders ”AC” Christensen. Men andre har også bidraget meget positivt – blandt andre trommeslageren Kenny Wollesen.

Alt i alt er Between Dark & Daylight et vellykket, modent og rigt facetteret album, der fortjener et stort publikum.

**** / Stunt Records / 48 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share