MUSIKANMELDELSE Jazzpianisten, Sebastien Ammann, er egentlig schweizer med et scenisk interessant, europæisk bagkatalog – d.v.s. masser af optrædener i Europa med nogle af kontinentets andre interessante jazznavne. Men det er som om, det er med dette – hans amerikanske orkester, Color Wheel – at han for alvor melder sig ind i kampen om lytternes gunst. Sebastien Ammann’s Color Wheel albumdebuterede i 2017 med albummet, Color Wheel, og tiltrak sig straks behørig opmærksomhed. Men opmærksomheden bliver ikke mindre med dette nye, andet album, Resilience. Sammen med altsaxofonisten Michaël Attias, trombonisten Samuel Blaser, bassisten Noah Garabedian og trommeslageren Nathan Ellman-Bell – alle fra New Yorks pt. mest fascinerende og frygtløse slæng af jazzmusikere – har han således skabt et brag af et album, et krævende, næsten dramatisk, kunstnerisk udtryk, der balancerer mellem den moderne freejazz og den melodiske avantgardisme. Især det næsten 12 minutter lange nummer, Untangled, aftvinger respekt med en kompleks struktur og betydelig, dynamisk variation i udtrykket.
**** / Skiri Records / 57 min.