MUSIKANMELDELSE Stine Steendorph aka Aza Falls begraver sig selv på sit overbevisende debutalbum, Wake.
”Begraver sig selv,” tænker du nok: Hvad betyder det? Helt konkret?
Og jo. Det lyder dramatisk, måske endda uforståeligt, isoleret set, men realiteten er den, at Stine Steendorph med debutalbummet, Wake, ikke bare påtager sig et nyt alias, men også på næsten terapeutisk vis vinker farvel til en epoke i sit hidtidige liv. En epoke hvori hun som udfarende ung bartender og rockmusiker (in spe) omgav sig med røg, sprut og larm. I det hele taget kørte i høj hast.
For da – og det vil nu sige for ti år siden – styrtede hun på sin cykel, og det styrt udløste en hjernerystelse og en både markant og nødvendig omkalfatring af hendes liv. Stine Steendorph blev med styrtet og hjernerystelsen et plaget, ungt menneske, der levede sit liv bag lukkede gardiner med dæmpet belysning, konstant hovedpine og et helt ekstraordinært behov for ro og stilhed.
Flere af teksterne til Wake skrev hun i månederne efter styrtet. I en sikker erkendelse af, at den hun havde været, ikke ville være den, hun igen kunne blive. Hun ”begravede” sit hidtidige selv’, den bartendende rockmusiker, der aldrig sov og altid havde energi. Og gennemlevede i stedet på næsten ”rituel” vis en ”kulturs begravelse” alt imens hun befandt sig i en meget lang sorgproces med ”vrede, fornægtelse, tab af sig selv og tab af venner, depression, accept og til sidst vished om, at en transformation ville finde sted.”
Hun erkendte, at hun ville / måtte blive en anden, og så skrev hun ellers tekster, der inviterede andre til at følge med i hendes proces. Dét blev startskuddet til Wake.
Men tro ikke, at udtrykket dermed er blevet socialrealistisk. Terapeutisk. Pædagogisk. Endsige vredt, fornægtende, depressivt. Vel kredser teksterne om de nævnte følelser og udsving disse følelser imellem disse. Vel er melankolien og alvoren bærende størrelser. Men der er også klare elementer af optimisme og håb i sangene og musikken – en fremdrift og kompetent omgang med emnerne og de kunstneriske udtryk, der knyttes dertil. Som hun siger i pressematerialet: ”Solen også står op i morgen.”
Musikalsk er Aza Falls lig lyden af næsten meditativ melankoli – kunstnerisk fremført med vokal, strenge og synthesizers. Bedste numre er i min optik singlerne, ”April” og ”The End” foruden den uafrysteligt smertelige ballade, ”Willow”. I alle tre tilfælde (og flere andre) kommer jeg til at forbinde Aza Falls klangbillede med det, jeg kender fra Kira Skov. Her er smerte, påtvunget refleksion og vævende sirenesang i overlevelsen. Alt sammen godt hjulpet på vej af Aza Falls samarbejde med producer og guitarist Rune Risager – kendt fra School of X og Den Fjerde Væg.
**** / House of August / 34 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk