Jason Seizer: Vertigo

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Den tyske tenorsaxofonist, Jason Seizer, har før imponeret. Og han gør det endnu engang med sit nye album, Vertigo. Et album, der byder på moderne, instrumental jazzmusik spillet med teknisk og kunstnerisk overskud af en kvartet, der foruden kapelmesteren selv består af landsmændene Pablo Held på klaver og Fabian Arends på trommer foruden danske Jonas Westergaard på kontrabas. (Danskeren har bopæl i Tyskland). Kvartettens musik er optaget live i Bayerische Rundfunks studie 2 i München og viser med al ønskelig tydelighed, hvad et godt sammenspil blandt rutinerede musikere kan tilføje musikken af autenticitet, nerve og kvalitet. Der er noget næsten telepatisk over de fires indbyrdes evne til at lytte til hinanden og til hver for sig og sammen at præstere. Deres præstation er dybt fascinerende, innovativ, kreativ. Og dertil: båret af noget, der minder om glæde ved musikken. Et nummer som Camp by the Lake består både af fremdrift og ro, styrke og følsomhed. Netop dét nummer er, efter min mening, albummets bedste. Det er på én gang søgende og sikkert. Og lever i det spænd.

**** / Pirouet Records / 41 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share