Jan H. Hansen: Nordland

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

BOGANMELDELSE

Der er noget, der virkelig irriterer mig under læsningen af romanen, Nordland. Noget som forfatteren ellers helt åbenlyst har tillagt betydning – nemlig det, at fortællingen er svær at placere i tid og sted. Foregår den før 2. Verdenskrig? Under? Umiddelbart efter? Foregår den i 1990’erne? Under die Wende? Nu? Eller i en ikke nærmere specificeret fremtid? Foregår den i Tyskland? I Danmark? Jeg er som læser konstant i tvivl – og det kunne der selvfølgelig være en kunstnerisk, fortælleteknisk pointe i. Jeg kan bare ikke se hvori den består. Tværtimod. Tvivlen bliver en blokerende bremse under læsningen. En bremse, der ikke er et sprogligt, litterært, kunstnerisk belæg for at aktivere.

Der bliver talt om jøder, om ghettoer, om nazister. Der bliver talt om Brabrand og Eutopia, om Danmark og Nordland, om overvågning og efterretninger, om venstre- og højreorienterede, gammelnazister og nynazister, etc. Men hvorfor skal en computer hedde en datamatcentral? Hvorfor skal et tv-apparat hedde en folkeskærm? Hvorfor skal USA hedde Den Amerikanske Nordunion? Og så fremdeles.

Jeg er ikke i tvivl om, at idehistorikeren og (nu også) forfatteren, Jan H. Hansen (f. 1966), har haft et ønske om at vække læserens opmærksomhed; endsige i tvivl om, at han har evner udi det at konstruere og skrive en historie. Jeg er heller ikke i tvivl om, at han har fundet inspiration i læsningen af f.eks. Aldous Huxleys Fagre nye verden, i Georg Orwells 1984, i Søren Kierkegaards og Theodor Adornos filosofi og i Tysklands nyere historie – det understreger han tydeligt; jeg er heller ikke i tvivl om, at han er optaget af totalitarismen kontra (ånds)friheden, fascismen kontra kommunismen.

Men jeg oplever altså også, at han i sin debutroman har forelsket sig blindt i egne darlings (fortælletekniske greb) – darlings, der spænder ben for fortællingen og gør den unødigt uklar, grænsende til fortænkt og i hvert fald svær at læse.

Forfatteren kalder selv sin roman ”kontrafaktisk” – skriver på omslagets bagsidetekst, at den handler om ”et Danmark, der har mere end svært ved at lægge fortiden bag sig, efter at den endelige løsning og drøm om tusindårsriget er brudt sammen.” Med andre ord: at romanen er et eksperiment og det skildrede samfund et eksperiment. Men det er to eksperimenter, der ikke lykkes.

Romanen / eksperimentet udgøres af to indbyrdes forbundne historier. Den ene historie handler om jøden (David), der er kæreste med Katrine, der nærer sympatier for nazismen – hvilket man åbenbart skal i det omgivende samfund. David kommer fra ghettoen (nazismens / Brabrands), er ved at blive indsluset i samfundet (det danske?) som ikke-jøde – det i sig selv er en hård nød at knække – men også hans kæreste, Katrine, har en nød at knække, netop fordi hun har forelsket sig i en jøde, for det udfordrer / underminerer hendes position i læsegruppen / universitetsstudiet / samfundet. Den anden historie handler om Søren, der i årtier har arbejdet for et sikkerhedsfirma, der arbejder for en efterretnings- og sikkerhedstjeneste, og som foretager overvågning – blandt andet af David. Søren har i en tidligere overvågningssag fået en indsigt, der af uransagelige grunde gør, at han ikke er blevet forfremmet, men tværtimod – placeret ved et bord i sikkerhedsfirmaets kælder. Herfra skal han digitalisere gamle sager / arkiver. Men da han får ny indsigt i Davids øjeblikkelige livsførelse, bruger han denne som springbræt til at komme op i lyset og videre i både karrieren og livet.

På sin vis kunne alt dette jo godt udgøre rammen om en interessant historie. Problemet er bare – udover at der ikke er sprogligt, litterært, kunstnerisk belæg for valget af fortælleteknik – at 1) Jan H. Hansens karaktertegning grænser så meget til det sløsede, at jeg ikke som læser kan koble mig på nogle af karaktererne; at 2) jeg har unødigt svært ved at placere historien i tid og sted, og at 3) idéhistorikeren (og nu altså også forfatteren) har forelsket sig så blindt i sine egne darlings (fortælletekniske greb), at han tilsyneladende ikke kan se, at han selv spærrer vejen for historien / læseoplevelsen.

Lad mig give et eksempel. Sidst i romanen har Søren endelig fundet David, der ellers har været som sunket i jorden – opgivende som han har været overfor skismaet mellem sine egne erindringer om sin baggrund og de nye forventninger og krav, han bliver mødt med i det omgivende samfund. David befinder sig i et hus besat af aktivistiske kunstnere. I huset er en ældre mand, gammel kommunist, som af uransagelige grunde slår sit hoved og måske fordi, han føler, at døden er nær, beslutter sig for at åbne op og fortælle de omkringstående om sin fortid som tvangsfjernet barn af kommunister. Efter at have fortalt sin historie, falder han i søvn. Og de aktivistiske kunstnere? De samler sig alle omkring den gamle mand og begynder at diskutere, hvad de skal gøre. Den følgende udveksling er direkte citeret…

  • Sikken en historie, begyndte Torthe.
  • Ja, des ældre du bliver, des længere er den, svarede Æblet.
  • Er han mon død? Spurgte hende, de kaldte Tåen.
  • Nej, han er kun sunket ind i sin forskelsløshed, svarede Neglen.
  • Jeg troede slet ikke, der fandtes rigtige nazister længere, sagde Øjet.
  • Hvad nu, hvis det slet ikke er sandt, men bare et udslag af hans egen syge fantasi? Spurgte Øret.
  • Det ender i den store forskelsløshed, nuancerne opløses og alt forveksles. Kærlighed med egoisme. Mand med skygge. Frihed med overvågning. Krig med fred. Uvidenhed med styrke. Liv med død, sagde Katten.
  • Det er meningen, at vi skal huske, sagde malerinden HåHå. – De ønsker at udslette vores identitet og gøre os alle til kinesere.
  • Magten er nøglen til rigdommen, men magten er afmægtig, og rigdommen ikke æren værd, sagde ham, de kaldte Mågen.
  • Magten tilhører den forskelsløse masse, sagde Ogginokken.
  • Fra nu af skal vi alle være kinesere! Sømmet tillagdes denne replik.
  • Eller det grænseløse individ, sagde en anden, en pige, de kaldte Huen. – Vi må igen lære at skelne.
  • Evnen til at skelne i det virkelige er sløret. Vi kan dårligt forestille os, hvorfra en opstand skal komme eller begynde. Tre års pacificering og forvanskning af historiske begivenheder og omvæltninger har sløret evnen til at skelne. Vi må begynde at genvinde denne skelneevne, sagde ham, de kaldte Perlen.
  • Sådan at vi igen kan fremstille ufriheden. Dette var æblet nok en gang.
  • Vi ved ikke længere, hvad vi leder efter, fordi der ikke længere er regler. Pigen, de kaldte Den Røde Tråd eller bare Tråden, sagde sådan.

Udvekslingen fortsætter! Men helt ærligt! Hvad giver den? Får man lyst til at være en del af den udveksling? Jeg gør ikke. Jeg bliver irriteret. Og sandt at sige. Det er længe siden, jeg har læst en bog, der med sine 160 sider jo fremstår som overskuelig, men som har taget mig så lang tid at læse. Jeg har reelt måttet tvinge mig selv til at genoptage læsningen, når jeg igen-igen i irritation har lagt den fra mig. Og det er altså ikke et godt udgangspunkt for en læser. Endsige en læseglæde.

** / Forlaget Brændpunkt / 160 sider

Please follow and like us:

  • 0
  • Share