Heidi & Stellar Pirate: Breaking Through the Firewall

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Heidi er en af de her unge kvinder, som stiller op i X Factor og klarer sig godt i underholdningsprogrammet. En af de her unge kvinder, som vi andre følger fredag efter fredag, når hun kommer under en kyndig mentors vinger og i løbet af nogle få uger både udvikler sig og blomstrer. En af de her unge kvinder, som kort tid efter, at hun bliver stemt ud eller måske endda vinder konkurrencen, og lyset i TV-studiet slukkes, går i glemmebogen. 

For Heidi! Hvem er Heidi? Heidi Herløw, nu Svelmøe? Er hun naboens pige? Ekspedienten nede i Brugsen? En pige fra gymnasieklassen? Svaret svæver i vinden. Typisk fordi den unge deltager i X Factor har været med i et underholdningsprogram som bare en af flere unge kvinder og mænd – og nok har været til stede, men snarere som et modellerbart element end en kunstner i egen ret. Derfor er det også blevet sådan, at der typisk går år, før de mest ihærdige og viljestærke unge X Factor-deltagere træder frem som kunstnere i egen ret.

Heidi blev nummer tre i første sæson af X Factor – under Thomas Blachmans guidance. Men først nu – efter tretten år, to album og et antal singler – begynder hun at træde i karakter som en kunstner i egen ret. Eller som der står i den pressemeddelelse, der følger albummet ud i verden – ”at tage kontrol over sit liv.”

Det med at tage kontrol handler om, at hun siden debutalbummet fra 2008, Audio Ballerina, er 1) blevet skilt fra faderen til de to børn, 2) har fundet en ny kærlighed på den anden side af Atlanten, 3) har bosat sig på de vestindiske øer (på St. Croix) og 4) for fem år siden – under et kort ophold hjemme i Danmark – fik en uventet hjerneblødning, som nær havde kostet hende livet. Alt dette har sat sig som en alvor og eftertanke og tynge og dybde i sangene og musikken på Breaking Through the Firewall. Materialet har simpelthen ramt et niveau, som ingen af hendes hidtidige udgivelser har nået. Og det både tekstuelt, kompositorisk og i forløsningen. Derfor er der også numre, fra dette indie-pop-album, som er uhyre godt skruet sammen.

På øverste hylde finder mannumre som ”Love as a Battlefield”, ”Parasite” og ”The Butcher and my Castle of Sand” – stærke, meget personlige størrelser, som både er facetterede og let tilgængelige. Heidis udgangspunkt – og samarbejdet mellem hende og guitaristen Lukasz Borowicki, bassisten Søren Lund, pianisten Nicolai Dvinge og trommeslageren Per Cussion Rasmussen fremstår simpelthen som godt, gennemført og lovende.

****  /  Danmark Music Group  /  44 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share