TEATERANMELDELSE
Torsdag aften havde Blaagaard Teater premiere på manuskriptforfatter Line Mørkebys nye forestilling, Tilbage til for evigt, instrueret af Charlotte Munksø (på baggrund af Trine Wisbechs dramaturgi).
Forestillingens undertitel er det mærkværdige: ”Kan man nulstille menneskeheden?” Hvordan det spørgsmål helt præcist skal forstås, var for mig en gåde, før jeg så forestillingen. Spørgsmålet forekom mig at være en fortænkt (kunstnerisk) størrelse fremelsket i et iltfattigt (studentikost) rum.
Efter at have set forestillingen ved jeg ikke, om jeg har hørt et muligt svar endsige fået en idé om, hvad spørgsmålet helt præcist betyder. Det er måske i virkeligheden heller ikke væsentligt. Problemet er bare, at min vanskelighed ved at forstå pointen ikke styrker, men forringer min oplevelse af forestillingen.
Det specielle ved forestillingen er, at ingen af de tre medvirkende – Yael Gaathon, Astrid Pauline Schmidt og Jan Vesala – har replikker, men agerer, som var de med i et pantomimeteater. De bevæger sig – side om side, nogle gange synkront, andre gange asynkront – men altid som var de isolerede (alene og dog sammen). Og for det meste i slow motion. Konstant uden at søge kontakt.
Historien? Den får publikum serveret gennem øresnegle, som ligger og venter på stolene i teatersalen. I øresneglene høres en yngre mandsstemme tale på et næsten hypnotisk messende, men klart artikuleret dansk sprog. Og alt imens han taler om håb, som ikke vil dø / om urkraft, der sættes fri / om længslen efter at dø og genopstå – ja, så agerer de tre skuespillere, som tre helt uafhængige / adskilte størrelser, der bare foretager sig det samme.
Da forestillingen starter står de tre i hver sit duggede drivhus. De kommer ud af drivhusene, men på intet tidspunkt i løbet af forestillingen ser de på hinanden, på intet tidspunkt kommunikerer de indbyrdes eller med publikum – bortset fra, at de bevæger sig og på et tidspunkt stønner på det iltfattige sted, de nu befinder sig. Kropssproget er deres eneste kommunikationsform.
Forestillingen er ikke konventionel – den har ikke en dramaturgisk start, midte og slutning – så heller ikke der, bliver man som publikum hjulpet. Man overlades til selv at søge en mening med galskaben. Og dét er altså lidt af en opgave – selv om man søger støtte i teatrets program.
Når jeg læser i programmet, lytter i øresneglen og ser de tre skuespillere agere på scenen, tænker jeg på formørkelse, uigennemsigtighed, slør, depression, tristesse, ensomhed, isolation og død. Ikke på lys, gennemsigtighed, klarhed, livsglæde, samhørighed, fællesskab og liv. Og det kan meget vel være, at det, jeg læser, hører og ser matcher virkelighedens verden, men jeg bliver ikke som publikum løftet. Og dét er forestillingens akilleshæl. At jeg og – så vidt jeg kan vurdere – mange andre, der torsdag aften ankom opløftet, var mere forstemt, efter at have overværet forestillingen.
***