MUSIKANMELDELSE
De 50 sange på det 4-dobbelte album, Sange til livet, udgør tilsammen – som Anne Linnet udtrykker det – et ”livsprojekt”. Den kendte sangskriver / sangerinde har således ryddet op i sine skuffer og fundet et halvt hundrede sange, som hun mener, at andre mennesker kan få glæde af. Hun siger, at det ”har (…) været fantastisk at dykke ned i sangene og opdage, at der er en sammenhæng mellem dem. Den ene sang kommenterer på en anden, og en tredje sang uddyber dele af den fjerde. Det her er et værk, hvor sangene fletter ind i hinanden, både meningsmæssigt og musikalsk.”
Anne Linnet har skrevet og komponeret sange, siden hun var barn. Men selvfølgelig især som voksen, og de 50 sange, som nu er kommet op ad skufferne, er da også alle skrevet indenfor de sidste tyve år. Men ”nu sender jeg dem ud i verden, de 50 små børn, (….) for de er blevet voksne og skal ud i livet og klare sig selv.” Og det gør de så på et 4-dobbelt album, forsøger at klare sig selv, på en udgivelse, der både som følge af afsættet, konceptet og omfanget er usædvanlig.
De 50 sange er alle iklædt enkle gevandter. Anne Linnet synger dem og akkompagneres alene af pianist Jesper Bo Hansen, som hun har optrådt med igennem mange år og af samme grund er fortrolig med. Teksterne og det enkle, instrumentale set-up gør, at sangene fremstår, som var de højskolesange, i visse tilfælde måske endda salmer. Under alle omstændigheder inviterer Anne Linnet med de 50 sange til fællessang: ”Det er mit håb, at sangene vil finde vej til private sammenkomster, til højskoler, gymnasier, folkeskoler og kirker, steder, hvor man deler følelser igennem fællessang”. Hun tilføjer: ”Det er ordene, melodierne og harmonierne, der har været vigtigst for mig”. Og så tilføjer hun, at hun ikke er bange for ”langsomme sange”
Indholdsmæssigt kredser de 50 langsomme – og lad mig tilføje: æstetisk ret endimensionelle – sange om livets stadier; om glæder og sorger; om følelser, erfaringer og tro; kærlighed og længsel; årstider; Danmark. Etc. Og alt det er jo godt nok. Problemet er bare, at teksterne ikke har lyrisk / litterær tyngde, og at den instrumentale eller vokale tyngde er for sparsom. Akkompagnementet er for ensartet, vokalen for monoton – i hvert fald, når man lytter til alle 50 sange i ét stræk. Gør man det, har man (læs: jeg) det, som var man (jeg) i gang med et maraton i modvind. Det bliver ved og ved og ved, og målstregen synes at forblive ude af syne. Hører man (igen læs: jeg) til gengæld bare et enkelt eller nogle få numre ad gangen, er oplevelsen mere nådig – i passager grænsende til gribende.
Selv om Sange til livet umiddelbart forekommer mig at være uden afgørende højdepunkter, vil jeg pege på tre sange som helstøbte – endda i den sparsomme versionering, som der her er på tale: ”Her i dine hænder”, ”Morgensolen over Øresund” og ”Højt mod nordens stjerne”. Disse tre sange er facetterede sager med facetterede akkompagnementer. Men i helheden – mængden af sange – hersker der altså stadig en monotoni.
Når Anne Linnet i pressematerialet lader sig citere for følgende – jeg har ”altid syntes, det var godt at høre andre versioner af mine sange, så jeg håber, at andre kunstnere vil kunne finde inspiration i Sange til livet og eventuelt lave deres egne versioner af mine sange, så de udvikler sig hen over et forhåbentlig langt liv” – så mistænker jeg hende faktisk for netop at have lavet skitser til andre fremfor selv at optimere egne forlæg.
Sange til livet er som 50 elementer i en kunstners ufuldendte statusopgørelse. Sange, der vil kunne anvendes til forskellige formål – f.eks. til bisættelser og begravelser – her hører jeg f.eks. ”Alt det go’e bliver tilbage”, ”Til en sjæl der flyver” og ”Ik’ uden dig” – som mulige afskedssange; som skildringer af stadier på livets vej; samlingens titel er jo Sange til livet, og døden er som bekendt en del af livet.
*** / Sony Music / 185 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk