B-Joe: MALURT SuperLIVE

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

BOGANMELDELSE

Joe Johansen aka B-Joe er tusindkunster – eller i hvert fald guitarist, forfatter og fotograf. Og så er han inkarneret Malurt- og Michael Falch-fan. Derfor kunne han ikke holde sig væk, da Malurt med Michael Falch i spidsen fra februar 2020 tog ud på den afskedsturné, der fik titlen: MALURT SuperLIVE.

Turnéen blev efter bare fem koncerter afbrudt af Corona-pandemien og nedlukningen af samfundet, men den blev også genoptaget i februar ’22, før den endelig blev afsluttet i september ’22 – efter sammenlagt 49 koncerter.

B-Joe sluttede sig til turnéen – bevæbnet med sit kamera; han mødte frem til flere af de 49 koncerter; og uvist hvornår og hvorfor besluttede han sig også for at lave en bog – en form for fotografisk reportage om det, han oplevede: slutningen på en epoke.

Bogen, MALURT SuperLIVE, udkommer nu, blot to måneder efter at turnéen sluttede, i noget, der minder om coffee-table-format og -udstyr, som hard-back med papir og –tryk i god kvalitet.

Bogen er på 190 sider, vejer næsten halvandet kilo, er både i sort/hvid og farver og byder på stemningsfyldte billeder fra flere venues – fra back-stage, on stage og blandt publikum.

Endelig rummer bogen nogle få lyriske udpluk fra Malurts bagkatalog af tekster, et introducerende forord af B-Joe og et afsluttende efterord af Michael Falch.

Og vel er der godt at sige om bogen, billederne og teksterne, men jeg vil også mene, at man netop skal være inkarneret Malurt- og Michael Falch-fan for ikke at kunne se, at bogen skulle have været redigeret noget hårdere.

En ting er, at nogen har valgt ikke at paginere bogen – det kan skyldes, at paginering ville kalde på flere informative detaljer, som fotografen eller forlaget ikke har villet eller ønsket at give læseren; eller at fotografen eller forlaget har ønsket at understrege en stemning / en helhed, hvori detaljer kunne virke forstyrrende eller lige gyldige.

Er sidstnævnte forklaringen, undrer det mig bare, at fotografen og forlaget i redigeringen har valgt i altovervejende grad at sætte fotos fra samme begivenhed eller venue sammen som helheder i helheden. Tilsvarende undrer det mig, at anslået 90 procent af billederne er konventionelle koncertfotos. En tour rummer jo mange andre ting – sceneopbygning og –nedtagning, transport, ophold, fritid og forberedelse. Dét er der intet af i bogen. Hvorfor mon? Er det fordi, fotografen ikke har fået adgang til den del af touren?

En anden ting er, at jeg blandt de fotos, der er medtaget, savner en hårdere redigering. Hvorfor er der f.eks. over 18 sider (siderne 6-23) 19 fotos fra samme bagindgang til en festivalscene? Jeg forstår godt, at de 19 fotos antager karakter af en tidsudmåling i en forberedelse til indtagelse af scenen, men det her er jo ikke film. Det er fotos. Og ingen af 19 fotos har altså hver for sig styrken til at indgå i bogen.

Skulle jeg være hård – og det synes jeg godt, jeg kan tillade mig at være, når jeg nu som mangeårig anmelder har set mange reportagefotos fra liveoptrædener – så er antallet af sublime fotos i B-Joes bog ganske få: Der er et sublimt sort/hvidt foto (på side 36-37), hvor fotogene Michael Falch (i halvfigur) peger skråt frem for sig, og hvor der ligesom udgår noget, der ligner stråler af lys fra hans pegefinger. Der er et rigtig godt sort/hvidt foto (på side 155), hvor Michael Falch (i næsten helfigur) kysser sin guitar (hvilket han også gør på et farvefoto på side 76-77). Der er et godt farvefoto (på side 94-95), hvor Michael Falch i et røgtæppe og blåt scenelys med mikrofonen foran sig ser op i himlen og fremfor sig samler pege- og tommelfinger på højre hånd. Endelig er der et godt sort/hvidt foto (på side 147), hvor Michael Falch står på senen med en mikrofon i højre hånd, belyst bagfra/oppefra, så han som en skygge står i en pyramide af baggrundsbelysning og røg.

Men altså – fra disse fire, rigtig gode fotos og til en hel coffee-table-book på 190 sider, næsten halvandet kilo, er der et stykke vej. Derfor mener jeg også, at MALURT SuperLIVE alene henvender sig til inkarnerede fans med tendens til nostalgi.

Ikke desto mindre er det prisværdigt, at B-Joe påtager sig opgaven at dokumentere slutningen på epoken.

***  /  Electric Buddha  /  190 sider

Please follow and like us:

  • 0
  • Share