Karl Berger & Kirk Knuffke: Heart is a Melody

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det starter og slutter godt for de to fremragende jazzmusikere, den tysk/amerikanske vibrafonist Karl Berger (f. i Heidelberg i 1935) og den amerikanske kornettist Kirk Knuffke (f. i Denver i 1980). Første nummer på deres nye, fælles album, Heart is a Melody, er eminent. Nummeret hedder Ganesh, er skrevet af trompetisten Don Cherry (en af Bergers mangeårige samarbejdspartnere). Sidste nummer på albummet er lige så eminent. Det nummer hedder netop Heart is a Melody og er skrevet af Pharoah Sanders. Ind imellem det første og det sidste, er der også bemærkelsesværdige numre – hovedparten skrevet af Berger og Knuffke – men uanset, at de to har mødt hinanden med basis i to rige reservoirer af gode kompositioner, så fremstår Cherrys og Sanders’ numre som de bedste. I dem går sammenspillet mellem Berger, Knuffke og de to sidemen, Jay Anderson (kontrabas) og Matt Wilson (trommer) op i en højere enhed, og numrene bliver raffinerede, facetterede og decideret gribende. Stilmæssigt er der hele vejen igennem tale om en moderne form for instrumental jazz – båret af vibrafonen og kornetten.

****  /  Stunt Records  /  58 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share