KONCERTANMELDELSE

Det gamle palæ på Vesterbrogade, som tidligere husede Københavns Bymuseum, huser nu Musikhuset København, som under årets jazzfestival har et rigt program med gode, danske navne. Et af disse navne er KALEIIDO, der i bund og grund er en duo, der kan udbygges.

Duoen, der (som udgangspunkt) består af saxofonisten Cecilie Strange og guitaristen Anna Roemer, har fortjent høstet roser (og priser) for sin sfæriske improjazz. Alene derfor var der grund til som publikum at indfinde sig, da de to musikere gæstede Musikhuset København.

De tos tekniske niveau, deres kunstnerisk sans og solide sammenspil har helt naturligt tiltrukket sig opmærksomhed og affødt hæder. For de kan vitterligt deres metier: improvisere. Men improjazz er også en genre, hvormed man balancerer på knivens æg, for den er kun optimal, hvis der i musikken er fremdrift uden at én musiker fremfor en anden dikterer kursen. Improjazzen kræver aktiv lytning og kan let blive monoton, stillestående og kedelig. Og lige så let voldsom, retningsløs og abstrakt.

På deres indtil videre tre improviserede jazzalbum, har Strange og Roemer bare bevist, at de kan ramme det (tæt på) optimale – balancepunktet. De har bevist, at de sammen kan udforske og formidle.

Deres program fredag aften var da også helt og holdent improviseret. For mig at se og høre tog det dem bare tid at finde ind til et fælles sprog – balancen. Roemer lagde ekstatisk ud med først lette, siden markante slag på sin guitar og flittig brug af pedaler og knapper. Det var som om en anden Duracell-kanin havde taget bolig i hende og herfra anslog en lidt dominerende, repetitiv puls an, som Strange havde svært ved at koble sig på. Set med de positive briller fik jeg i momenter associationer til specifikke, minimalistiske musikstykker af Philip Glass.

Der var noget hårdt og koldt i den del af musikken.

Men efterhånden som Strange spillede sig ind i billedet med sin varme, vemodige tone, opstod der et spænd, som var fascinerende. Stranges saxofon repræsenterede et vemod, der gav mig associationer til noget så fjernt som armensk folkemusik – en form for musik, som ofte rummer utrolig megen smerte og sorg. Kulden og det hårde på den ene side (eller måske: teknikken) og varmen og det sanselige på den anden side (eller måske: det sensitive) blev spændet, hvori duoens impromusik indfandt sig.

Jeg så herefter landskaber for mit indre blik – øde, nordlige, måske finske, hvide vidder af stor skønhed (eller var det et armensk højland?), men landskaber med en konstant bidende kulde, en brutal vind (som man også kender det fra højlandet).

I den sidste af i alt tre ”suiter” opstod der dog et mere defineret musikalsk forløb, eller i hvert fald noget udtryksmæssigt genkendeligt fra de tos plader. Hvorfor eller hvordan det opstod, skal jeg ikke kunne sige. Men måske var der nogle tendenser fra bagkataloget, der slog igennem – efter at Strange havde påbegyndt denne tredje suite med sine dybe klange og gribende ciseleringer. Det sidste ”nummer” blev sfærisk smukt. Havde finske Lapland eller de armenske bjerge før været inde i billedet, var det denne gang Lapland eller højland ved sommertid, grøn, frodig og indbydende.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk