Gustaf Ljunggren & Emil de Waal: Stockholm København

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Svenske Gustaf Ljunggren (fra Stockholm) og danske Emil de Waal (fra København) har længe samarbejdet, men med deres nye album, Stockholm København er det som om, samarbejdet når nye højder. Ljunggren er multiinstrumentalist, de Waal trommeslager. Og begge er de vidtfavnende, optaget af elektronik og programmering. Og dét er et held, for Stockholm København er et album, der musisk balancerer mellem det akustiske og det elektroniske.

Stockholm København er det tredje album, de to – som duo – udsender, og såvel konceptuelt som musisk forekommer det mig mere modent, stilfuldt og roligt end de tidligere. De er selvfølgelig også blevet ældre, de to – de er født i henholdsvis 1974 og 1967 – men deres musik? Den er (uanset hvad) rundet af en rutineret tyngde og dybde, et teknisk overskud og en kunstnerisk spændvidde, der aftvinger respekt.

Ljunggren og de Waal har denne gang skabt nogle ret enkle, cinematiske soundscapes, nogle lettilgængelige, bølgende klangflader, en form for sfærisk, ambient jazz og / eller americana – for ikke at sige neoklassisk musik. Helt umærkeligt mikser de akustiske flader med elektroniske. Og resultatet er alt i alt musik, der som en anden blomst åbner sine kronblade og åbenbarer en overvældende skønhed. Ljunggren og de Waal har givet søgt det smukke – for smuk er musikken fra de første spæde toner klinger ind til de sidste klinger ud.

Fascinerende er det – både at høre den solide bund og rytmik, de Waal bidrager med og de raffinerede ciseleringer Ljunggren tilfører – eksempelvis med guitaren i titelnummeret. Duoen skaber soundscapes, der inviterer til drømmerejser eller meditation – uden at vi dog af den grund nærmer os new age. Snarere åbner de sansninger og stemninger, der kan have været i dvale. Og dét vel at mærke af den skønne slags. Derfor kan det også virke vemodigt, når sidste nummer klinger ud.

A pro pos det sidste nummer, Pirates – dét er som det eneste hentet fra en tidligere sammenhæng, helt konkret fra en live-optræden i Belgien, hvorefter det er blevet dubbet i Danmark. Kompositionen er skrevet af Ljunggren, og den indgik oprindeligt på duoens første fælles plade – den hvorpå Elith ”Nulle” Nykjær Jørgensen var på gæstevisit. Den nye udgave støvet, skramlet, men også sanseligt smukt.

*****  /  April Records  /  41 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share