KONCERTANMELDELSE

Den brasilianske pianist, vokalist og komponist Eliane Elias har ofte været i København. Hun ”elsker København”, siger hun.

Jeg kan da også konstatere, at jeg har set og hørt hende her, mange gange. Og hver gang har hun været overstrømmende glad. Sprudlende faktisk. Begejstret. For København og for sit medbragte materiale – standards og egne kompositioner. Stolt over den brasilianske musiktradition.

Igen i år var hun på plakaten i Copenhagen Jazz Festival. Og denne gang optrådte hun (for første gang) i Koncertsalen i DR-Byen med sin blanding af bossanova, jazz og samba. Med sig på scenen i København havde hun sin mand, kontrabassisten Marc Johnson, guitaristen Leandro Pellegrino og trommeslageren Rafael Barata.

Men hvor jeg før har oplevet hende som påtaget glad – grænsende til utroværdig i sin hengivenhed overfor København og (tilstår jeg) en anelse kunstig i sin omgang med den brasilianske latinjazz – ja, så oplevede jeg hende denne gang (af uransagelige grunde) som troværdigt i balance med sine udtalelser om kærligheden til København og om kærligheden til den brasilianske musik. Hun argumenterede for sin glæde ved København (”Jeg har gjort op, at jeg har optrådt i 77 forskellige lande, men København er den by, jeg helst vender tilbage til; den jeg elsker mest af alle”) og kunstnerisk udtrykte hun en ægthed; hun optrådte med en rutineret tyngde og levende nysgerrighed i musikken; og hengav sig som altid gerne til fortællinger om baggrunden for sine sange. Der var noget i hendes mere afslappede facon og optræden, som gjorde musikken godt. Noget som trods intimiteten i musikken og den store afstand mellem scene og publikum skabte kontakt. Så når hun holdt sin små foredrag om samba og bossanova og efterfølgende sang og spillede, følte man (jeg), at man var på den skønneste opdagelsesrejse med hende. Da hendes eget tekniske niveau samtidig var højt og hendes sidemen sublime, løftede oplevelsen sig til det, jeg oplevede som nye højder.

Materiale fra gamle albums – men især de to seneste: Quietude fra 2022 og Mirror Mirror fra 2021 – blev bragt til live. Og afdøde Chick Corea, som medvirkede på Mirror Mirror blev hyldet. Ligesom naturligvis en brasiliansk komponist som Antonio Carlos Jobim.

Eliane Elias sprudlede, og ikke nok med det. Hun spillede også forrygende godt og sikkert og levende på sit klaver. Og da hun samtidigt sang inciterende smukt og varmt på sit portugisiske modersmål – og hendes sidemen leverede et lige så smukt, levende og varmt akkompagnement – blev man som publikum sendt direkte sydpå til de brasilianske himmelstrøg. Og det var en nostalgisk, ikke vemodig, men glædesfyldt rejse tilbage til et lydbillede, der igennem årtier har manifesteret sig som – netop sprudlende.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk