Pavel Hruby & Klaus Kugel: Going Where the Wind Takes It

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Going Where the Wind Takes It er et dybt fascinerende album. Genremæssigt er der tale om improviseret, eksperimenterende instrumentaljazzmusik. Og bag den står to mænd – sopransaxofonisten / basklarinettisten Pavel Hrubý & trommeslageren / percussionisten Klaus Kugel. Deres fælles album er indspillet live under festivalen ”Jazz Goes to Town” i Hradec Králové i Tjekkiet i 2019. Og lydbilledet er både luftigt og lyst, tungt og dystert. Der er noget næsten sakralt over musikken – noget næsten stilfærdigt dramatisk – som gør lytteroplevelsen uafrystelig. Især kombinationen af basklarinet og slagtøj giver en spændvidde af fascinerende karakter. Og selv om alt er improviseret, er man aldrig i tvivl om tjekkens og tyskerens indbyrdes fornemmelse for retning, tempo og detalje. De tos sammenspil er eminent. Resultatet af deres eksperiment af sjælden stor styrke. Og selv om der formelt er tolv satser i suiten, så fremstår summen af satser som en imponerende helhed. Going Where the Wind Takes It er et af de mest gribende, improviserede, eksperimenterende jazzalbum, jeg har hørt endnu i år.

****  /  Hevhetia  /  42 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share