Irma Neumüller: Introducing Irma Neumüller

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Svenske Irma Neumüllers Introducing Irma Neumüller er et forbløffende godt debutalbum – et herligt første bekendtskab med den stockholmske jazzvokalist og –komponist, som pt. bor og studerer (jazz) i den tyske hovedstad, Berlin. Neumüller er kunstnerisk i slægt med Monica Zetterlund og Stina Ekdahl. Hun løfter dermed en arv, der umiskendeligt er svensk. Og det med en – for svensk vokaljazz – ret konventionel, nordisk melankoli, men også et samtidigt, kontrasterende swing, der får en sang som eksempelvis Världens ände til at lyde festlig. Man skal i den sang høre efter, hvad der bliver sunget, for at forstå kontrasten. Neumüllers sange er af egen avl og i visse tilfælde på svensk, i visse tilfælde på engelsk. Uanset sprog foretrækker jeg dog de sange, der er mere sanseligt smukke og stilfærdige – balladerne. Her tænker jeg for eksempel på en sang som Maybe It’s You, der er så magnetisk smuk, at jeg tænker, at Neumüller har de fornødne redskaber i værktøjskassen til at skabe det store. Derfor vil jeg også med spænding følge hende. For debuten med disse sidemen – Bo Nygårds, Stefan Wingefors, Albin Halvordsson, Johan Löfcrantz Ramsay og Fredrik Lindborg – er virkelig vellykket, ja, prof. Iøre- og iøjnefaldende.

****  /  Prophone Records  /  39 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share