KONCERTANMELDELSE
Jeg må tilstå, at jeg var skeptisk, før jeg mødte frem. For nok var det respektindgydende, at den svenske sangerinde – som igennem tre årtier har haft så godt et tag i det danske publikum – kunne melde udsolgt på hele seks koncerter, seks aftener i træk i DR’s store koncertsal, men sidst jeg hørte hende der, gik det mig på, at hun sang med en lille-pige-fistel-stemme, og at hun var så pæn og at hun hele tiden gjorde sig til og svansede og optrådte så barnligt – fremfor at krænge sin modne sjæl ud i en eller anden form for (gerne fejlbehæftet) nærvær, nødvendighed og autenticitet. Der var den gang gået en form for automatisme i hendes optræden. Og dét gik mig på.
Men onsdag aften – da jeg sad i salen til den tredje af de seks på hinanden følgende koncerter, hvormed hun ville markere, at det nu er 30 år siden hun pladedebuterede – kunne jeg konstatere, at hun havde gjort sit til at undgå automatismen. Nok var der lagt op til et potentielt selvfedt trip ned ad memory lane, men eksempelvis havde hun et ”lykkehjul” med på scenen, og i perioder drejede hun eller en af hendes sidemen på det, hvorfor tilfældet afgjorde hvilken sang, der nu skulle synges og spilles. Sætlisten var med andre ord tilfældig – i et vist omfang. Og alene det var med til at øge nærværet og opmærksomheden. Samtidig virkede hun oprigtigt begejstret for at være i Danmark, hvor hun jo også notorisk har haft gode oplevelser igennem årene – hendes fanskare her er stor.
Det materiale, hun nu bragte til torvs, var hentet fra alle hendes 30 år på scenen og bestod både af egne sange og jazz-standards. Men det særligt forfriskende var, at de gevandter, sangene blev iklædt, havde noget honky tonk over sig, noget forløsende råt og loose og skævt, som i den grad klædte Lisa Ekdahls sange og sceneoptræden. Ikke at hun på scenen antog karakter af honky tonk woman – slet ikke. Men stilen gav nye vinkler og lysindfald på hendes sange og musik, og det var fedt. Præcis hvem der havde forårsaget, at lyset faldt så anderledes ind, skal jeg ikke kunne sige, men jeg kunne mistænke den blændende guitarist, Mathias Blomdahl, for at have andel deri. Han var instrumentalt overskudsbetonet og virkelig med til at sætte scenen. Bassisten, Andreas Nordell, anlagde samtidig en meget tung og sloppy stil. Trommeslageren, Ola Winkler, antydede mestendels en takt – han brugte ofte med let hånd sine whiskers til perfektion. Og pianisten og tenorsaxofonisten, Daniel Gahrton – han var bare eminent god til at give lyden den upolerede kant. Hans opretstående klaver gav f.eks. en lyd fra sig, som var det hentet ud af en amerikansk saloon, hans synthesizer malede brede, næsten sakrale flader og tenorsaxofonen gav en tyngde, som fint bandt genrerne – viserne, countrymusikken, folkemusikken, vokaljazzen og poppen sammen.
De fire musikere, deres instrumentale overskud og sloppy stil – lykkehjulet og muligvis også Lisa Ekdahls autenticitet – gav koncerten de dimensioner, som gjorde min oprindelige skepsis til skamme. Sange som ”Vem vet” og ”Öppna upp ditt fönster” fungerede virkelig godt i aftenens gevandter. Til gengæld kunne jeg have været foruden en standard som ”Cry me a River”, for med den var det som om, Lisa Ekdahl tilpassede sig en gammel formel, som hverken klædte hende eller sangen.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk