MUSIKANMELDELSE

Scott Marshall kaldes en af Canadas klogeste og mest kreative jazzkomponister. Tenor- og sopransaxofonisten har da også hidtil skabt fem bemærkelsesværdige album med eget, originalt materiale – album, der i hjemlandet (bl.a.) har aftvunget respekt. Hans sjette album med eget, originalt materiale – The Solitude Suite – kommer givet til også at aftvinge respekt. For manden, der er så eminent en betvinger af sine instrumenter og så fintfølende en komponist formår vitterligt at løfte et materiale og nogle arrangementer, der er ukonventionelle, op til et bemærkelsesværdigt niveau sammen med sine sidemen – trompetisten Kevin Turcotte, bassisten Mike Downes og trommeslageren Terry Clarke. En del af de ni musikstykker blev skabt i ensomhed under Corona-pandemiens luck down. En anden del umiddelbart efter ophævelsen af restriktionerne. Men ensomhed er det gennemgående tema på hele albummet – og det fornemmer man, selv om der er fire musikere i studiet, der reelt spiller sammen og i den forstand kommunikerer indbyrdes. Ensomhed er temaet, ensomhed i enhver afskygning. Om det har noget på sig eller ej, så er min oplevelse af ensomheden i The Solitude Suite meget forbundet med det, at der ikke er et klaver i spil, men derimod to blæseinstrumenter, som på sæt og vis kæmper om pladsen. Teknisk set er det interessant. Og alligevel bliver jeg altså ikke blæst omkuld af musikken, arrangementerne og instrumenterne.

****  /  Eget selskab  /  56 min.