TEATERANMELDELSE
Da jeg ser det gæstende ensembles teaterstykke på Aveny-T, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på TV-programmet, ”Alene i vildmarken”. Men jeg kommer også til at tænke på min barndoms historieundervisning – på overgangene fra samler- til jægersamfund (eller var det omvendt?). ULK Productions forestilling, ”Hunger”, kredser i hvert fald om dét at være et menneske alene i ødemarken, optaget af basale, fysiske behov – herunder føde.
Da stykket starter, er der én person på scenen – et urmenneske, måske – et menneske i dunkel belysning og tåge, iklædt sorte shorts (?), en uformelig kutte og kappe, optaget af den ene ting: det nederste trin på Maslows behovspyramide – de fysiske behov for mad og drikke, sex, søvn og udskillelse af kropslige væsker.
Vi befinder os klart i fortiden. Ser måske nok – som tiden går – referencer til nutiden. Men altså, vi befinder os i fortiden. Manden på scenen (spillet af Emil Veber Rasmussen) er alene og ordløs – hvorfor tale, når der ingen er at tale til eller med? – optaget af at fange fisk, spise, drikke, sove, pille og, ja, udskille kropslige væsker. I momenter henvender eller forholder han sig til en – er det en ånd? – et billede af en ”måske ondsindet” maske / ånd / gud oppe i bagvæggens ene, øverste hjørne. Ellers er han helt alene. Optaget af egne basale behov.
Han fanger fisk, æder, drikker, skider, tisser, piller – hiver i momenter, er det organer?, ud af egen krop. Bringer på den vis offer til ånden / guden. Men er ellers bare i sin egen krop optaget af egne fysiske behov. Et stykke inde i forestillingen (der bare varer en time) tilsmiles han af heldet. Han lander en virkelig stor, selvlysende fisk, der sikrer ham mad til mange dage. Nu kan han få fred. Nu behøver han for en stund ikke at jage eller samle mere. Han kan bare hvile og fryde sig, klappe sig selv på skulderen og takke ånden / guden.
Men så får han besøg. Af, skal det vise sig, et andet sultens menneske (spillet af Kim Mai Tich Nguyen Thordsen), som (i parentes bemærket) er en kvinde. Først bliver han glad, han forsøger at kommunikere med hende og deler gerne ud af sine rigelige mængder af mad. Men da kvinden beder om mere end bare én mundfuld, bliver han påholdende. Grådigt optaget af egne behov. På subtil viser håner han hende, han overfalder hende, voldtager hende næsten, tisser på hende, skræmmer hende væk. Men senere, på et tidspunkt, hvor han er svækket, sikkert forspist, vender hun tilbage – nu er det hende, der overfalder og i sidste ende skærer pikken af ham. Og kort efter slutter forestillingen – med matriarkatets alvorlige dødskamp. Og endeligt.
Forestillingen er gennemført, pågående, voldsom. Og lidt sjov. Og den tager yderligere højde af, at det konstante lydbillede / den konstante musik, som er komponeret og til dels fremelskes live af Frederik Bak, August Korsgaard og Kim Mai Tich Nguyen Thordsen. Instruktøren / hovedrolleindehaveren, Emil Veber Rasmussen, har dermed styrket forestillingen, som i forvejen er troværdig. Ensemblets indsats virker gennemtænkt og stilsikker.
***