KONCERTANMELDELSE
Når mange i salen nu havde betalt mere end 600 kr. for deres billet, synes jeg godt, man kunne sige, at en koncert à 55 minutters varighed (plus bare to ekstranumre) var lovlig kort.
Jeg havde selv en forhåndsviden om, at koncerten kunne blive kort – blandt andet fordi den var support for hendes nye album, som trods alt kun har en samlet varighed på 45 minutter.
Alligevel blev selv jeg ramt af tanken – da loftlyset i salen blev tændt og Beth Gibbons og hendes orkester takkede af – at de nok bare ville holde en pause før deres andet sæt. Men nej. Gibbons og hendes orkester var færdige og gav efter en stående applaus bare to ekstra numre. I alt var de på scenen i 65 minutter.
Deres sange og musik fortjente til gengæld folkets applaus. For koncerten var stramt koreograferet, nok lovlig opmålt og afmålt, men også stringent, stilsikker og solid. Portishead-forsangeren / trip-hop-fænomenet Gibbons forbandt således suverænt sit nye materiale – fra soloalbummet Lives Outgrown (fra maj i år) – med én ældre Portishead-sag, ”Roads” (fra 1994-albummet, Dummy), og to sange fra hendes 2002-album med Paul Webb alias Rustin Man, Out of Season – sangene ”Mysteries” og ”Tom the Model”. Og det hele hang altså sammen!
Gibbons optrådte med sårbar styrke. Og hendes syv sidemen – heriblandt de to overbevisende violinister – gav hendes sange et ret optimalt akkompagnement. Musikken kom således til at balancere et fornemt sted mellem trip-hop, indie-rock, pop og vokalbaseret folk. Sine steder sendte Gibbons stil mine tanker i retningen af andre kunstnere – åbningsnummeret, ”Tell Me Who You are Today”, sendte f.eks. mine tanker i retningen af Patti Smith. Sangen blev leveret med samme råstyrke og klanglige kant, som jeg kender fra Patti Smith.
Der er ingen tvivl om, at Gibbons afskyr det pæne og det rene; ingen tvivl om, at hun – som ligeledes barfodede Patti Smith – vil dekonstruere for dermed at skabe noget nyt. Dét er i hvert fald hendes egen forklaring på, hvorfor det tog hende ti år at lave Lives Outgrown. Hendes drøm om at rekonstruere og skabe noget nyt lykkedes på nævnte album, men hun lykkedes altså også med at få kanten ind i sin live-optræden på scenen i Falkonersalen – selv om det for flere af hendes musikere givet var en udfordring at kradse i overfladen. Flere af dem søgte det smukke. Det gjorde for eksempel de to violinister, der meget vel kunne være klassisk uddannede. De var flere gange under koncerten med til at bibringe Gibbons miks af trip-hop, indie-rock, pop og folk et strejf af kammermusik, som fint understregede den selvrefleksion og smerte, som implicit lå i flere af hendes tekster og i øvrigt i hendes vokale dramatisering / ”turnering” af sangene.
Midt i hendes mørke skinnede et forløsende lys, og det udgik både fra hendes lyse vokal, fra hendes autentiske fraseringer og fra hendes sans for formidling. Så selv om hendes kommunikation med folket var meget begrænset; selv om hendes ansigt for det mest henlå i mørke; så havde jeg (og sikkert også andre) en fornemmelse af, at hun var tilstede – lige der, lige i dét øjeblik. Og – trods alt – hellere 55 minutters koncentration end halvanden times mentalt fravær.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk