BOGANMELDELSE Goyas hund er Inge-Helene Flys debut. En lille samling prosatekster / noveller, der alle kredser om begrebet identitet.
Alle teksterne har en kvindelig jeg-fortæller, der fremstår som usikker, sårbar og underligt (selv)isoleret – uden de store sociale kompetencer. De kvindelige jeg-fortællere står i skyggen eller i periferien og er lidt forsinkede i alt hvad de tænker og gør – set i forhold til dem, der befinder sig omkring dem.
Kvinden i teksten, Selvportræt, indkredser på en måde dette gennemgående træk, når hun – alt imens hun på et galleri betragter et moderne maleri af en skov – henvendt til læseren (eller sig selv) siger:
”Der er mange steder, man kan forsvinde ind i skoven; gemme sig for nysgerrige blikke bag en busk eller i en trætop. Jeg kravler ind og skjuler mig. Uafvidende. Men med en følelse af, at det ikke er første gang. Eller sidste. Det kender jeg mig selv godt nok til at vide. Jeg har brug for at gemme mig; at dagdrømme. At riste tiden som lunt brød. I dagdrømmene kan jeg i det mindste selv bestemme emnet. Ikke ligesom den drøm, jeg havde forleden nat, hvor min lejlighed var i brand; jeg kunne se de røde luer stikke frem i gulvet, men jeg ventede med at slå alarm til brandvæsenet. Da jeg til sidst ringede, var 112 det forkert nummer, for det var 118, jeg skulle ringe. Nummeroplysningen. Så kom der endelig nogen og slukkede min brand. Det er flammerne fra drømmen, som har bredt sig til nåletræsskoven; de røde luer stikker frem hist og her. Og de har fået godt fat. Om lidt går det hele op i røg. En hjerne blændet af hvidt lys.”
Sprogligt fungerer fortællingerne fint. For sproget nuancerer fortællingerne og slører f.eks. på klædelig vis grænsen mellem det realistiske og det fantasifulde / drømmene. Ikke desto mindre finder jeg også det fortællende udgangspunkt enerverende. Dét, at alle syv fortællere er jeg-svage, uklare, usikre, bliver alt for hurtigt alt for trættende. Jeg kommer til at savne handlekraft og styrke i et sådant omfang, at læsninger bliver som en næsten meningsløs kraftanstrengelse. Kun finder jeg mig til rette i den unge forfatters pastiche over Thomas Manns Døden i Venedig.
** / Forlaget Per Kofod / 104 sider