Den danske lyriker, Annemette Kure Andersen, debuterede i 1991 og har siden udgivet ni bøger. Stedfæstelse er således hendes tiende. Bortset fra en enkelt novellesamling er det digte, hun udgiver. Således også denne, hendes tiende bog. Man kan dog godt tillade sig – i dette tilfælde – at stille spørgsmålstegn ved valget af genrebetegnelse, for det helt særlige ved Stedfæstelse er, at bogen rummer to slags tekster. Hvert opslag består af en kort tekst – kortprosa – på venstre side og digte – eller rettere sagt: digtmønstre – på den modstående højre side. Hvor digtene forekommer mig konstruerede, for ikke at sige intetsigende – gjort af form snarere end indhold – er kortprosateksterne rigtig fine. De er alle bygget op som monologer, som henvendelser fra én imaginær rejsende til en anden imaginær rejsende. Hver tekst kan læses for sig – og knytter på mere eller mindre abstrakt vis an til det modstående digt – men kortprosateksterne udgør også en samlet henvendelse fra den ene rejsende til den anden. En samlet fortælling. Og det fascinerende er, at man ud af denne samlede fortælling/monolog fornemmer en dialog, en rollefordeling imellem de to og en fælles rejse i et abstrakt, surrealistisk univers, som man som læser fuldt ud accepterer – meget i kraft af det rigt facetterede sprog og det stilfærdigt voksende drama. Dén del af bogen fungerer fint, medens de skulpturelle digte på højre-siderne for denne læser forbliver ligegyldige.

***  /  Forlaget Lindhardt og Ringhof  /  64 sider