BOGANMELDELSE Kristiane Hauer debuterede i 2002 med romanen, Går under går over går; udsendte i 2003 digtsamlingen, Vi vil nå frem; og udsender nu sin anden roman, Ta’ selv – der på omslaget betegnes: en dannelsesroman.
Romanen fortælles i to spor, der begge har Line som hovedperson (hvilket man dog først ved sidst i romanen). Line er en ganske almindelig, ung, dansk kvinde, der bor sammen med jævnaldrende Henrik. I det ene tilbagevendende og kortfattede spor, som konsekvent benævnes ”Solitaire – onsdag den 30. Juni 2010” går en unavngiven kvinde (Line) alene rundt i en lejlighed, hvor hun forholder sig til og betragter konkrete ting som om, det er første gang i sit liv, hun ser og tager stilling til disse. I det andet spor, hovedsporet, som fylder langt størstedelen af romanen, følger man Line igennem ti år – fra 2001 til 2010. Dette spor er en kronologisk fortælling om Lines liv og udvikling; om hendes liv med manden Henrik; de to børn, der kommer til; arbejdet; ambitionerne (eller manglen på samme); kollegerne; vennerne; veninderne; forældrene; psykologen; etc. Kort sagt: en fortælling om Lines dannelse af identitet.
Romanen er sådan set godt fortalt. Den er let læst, gennemarbejdet og stringent. Og alligevel bliver jeg som læser ramt af momenter af træthed. Fordi der sker så lidt i Lines liv. Fordi Line er så ureflekteret, lever så alment småborgerligt / konventionelt og bare ”bevidstløst” tillader tiden og livet at glide ud imellem sine fingre (lige som mange af os andre nok også ubevidst gør). Der sker først for alvor noget i romanen, og måske i virkeligheden i Lines identitetsdannelse, da hun overfor Henrik begynder at fortie (og siden lyver om), at hun er begyndt at se en gammel klassekammerat, Ole. Da Henrik opdager det, må Line gå den tunge gang ud i et øjebliks ensomhed (Solitaire), før hun og Henrik får klinket skårene og skabt bedre rammer for en fælles fremtid i åbenhed.
Som sagt: Romanen er på mange måder godt skrevet. Men den virker langtrukken. Nok er den stringent fortalt, men den bliver også (fordi der ikke sprogligt er tale om stor litteratur) enerverende læsning. Det kan selvfølgelig være forfatterens hensigt: at læseren på egen krop skal føle hvor lidt, der sker i Lines liv. fordi læseren dermed ikke bare læser om, men mærker leverpostejens konsistens. Men jeg ville alligevel hellere have læst en kortere roman med en mere spændstigt sprog.
*** / Forlaget Lindhardt og Ringhof / 264 sider