Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Den amerikanske jazzpianist, Lynne Arriale, er stort set ukendt herhjemme. Men man kan håbe, at det forhold ændrer sig. At det niveau, hun ”opererer” på kan veksles til opmærksomhed – også fra et dansk publikum – i hvert fald et publikum større end det, der bor på den amerikanske østkyst.
Hendes forrige CD, Convergence, var en energiudladning uden lige og blev af det amerikanske JazzTimes Magazine kåret som en af ”The Top 50 CDs of 2011”. Det var da også – med versioneringer af eksempelvis Mick Jaggers Paint It Black og Stings Sister Moon – en bemærkelsesværdig omgang med musikken, Lynne Arriale og hendes kvartet præsterede. Sine steder i form af en ekspressiv energiudladning, sine steder i form af en slow håndtering af musikken. Albummet gav hende fortjent adgang til et større, amerikansk publikum.
Lynne Arriales nye CD, Solo, har styrken til at udbygge opmærksomheden. For selv om hun herpå optræder som solist, har hendes tilgang til musikken samme spændvidde i energiudladning. Fra det virkelig ekspressive i et nummer som hendes eget La Noche til det helt nedtonede som i versioneringen af Wouldn’t It Be Loverly, der oprindeligt blev skrevet til musicalen My Fair Lady.
Lynne Arriale er et virkelig spændende jazzbekendtskab – også når hun optræder som solist.
****
Motéma Music
52 min.