Marilyn Mazurs ”Eksistens” feat. Tritonus Koret

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Koncertanmeldelse på netmagasinet gaffa.dk

Det var med nogen forventning, folk i jazzkredse – og formodentlig også publikum – havde imødeset percussionisten Marilyn Mazurs optræden på Vinterjazzfestivalen med projekt ”Eksistens” featuring Tritonus Koret. Aviserne havde sikret foromtale og lørdag eftermiddag var der fulde huse i Statens Museum for Kunst (SMK) til den stort anlagte, højt profilerede, gratis koncert.
Men ret skal være ret: Koncerten blev på næsten alle måder en skuffelse.
Med sig på scenen havde Marilyn Mazur sin mand, bassisten Klavs Hovman, pianisten Makiko Hirabayashi og saxofonisten Hans Ulrik. Og altså Tritonus Koret (cirka 25 sangere) dirigeret af Lise Christensen Bjerno.
De fire jazzmusikere har et indgående kendskab til hinanden fra mange koncerter og pladeindspilninger. Herboende Hirabayashi er f.eks. kapelmester i en fremragende trio, som i øvrigt tæller Mazur og Hovman. Og Mazur er kapelmester i flere konstellationer, som bl.a. tæller Ulrik og Hovman.
Samarbejdet mellem de fire jazzmusikere og koret, dét var til gengæld nyt.
Tritonus Koret kalder sig ”ét af de førende kor i Danmark” og lancerer sig selv som et kor, der synger et ”meget varieret repertoire, der spænder fra store, klassiske værker til rytmisk musik”. Koncerten i SMK lørdag eftermiddag spændte næsten lige så vidt – fra rytmisk improvisation til klassisk korklang.
Mazur jonglerede med sine skæve taktarter, fremmanede – sammen med de øvrige jazzmusikere – nogle drømmescenarier af instrumentaljazzmusik.
Og koret bød sig lejlighedsvist til med sang og oplæsning af bevingede ord af bl.a. Benny Andersen.
Koret forstod selv koncerten som rummende ”store tanker fra andre tider og steder i verden” – underforstået: eksistens – ”til et strejf af Monty Pythons Flying Circus!” Og dét var måske i virkeligheden en meget præcist udlægning.
Fænomenet ”eksistens” fremstod nemlig som et postulat. Samarbejdet orkester og kor imellem som – i bedste fald – ufærdigt og uintegreret. Og ordene som indgik i korets tekster som forcerede forsøg – uanset om de var alvorlige eller tilstræbt humoristiske.
At dømme efter de medvirkendes ansigtsudtryk, uforbeholdne smil og gensidige omfavnelser efter koncertens afslutning, var samarbejdet forbundet med oprigtig glæde. Men for publikum – og i hvert fald undertegnede – fremstod samarbejdet på scenen som – i bedste fald – uinteressant og usammenhængende. Det er tænkeligt, at udfordringen med at få jazzmusikken og korets sang til at gå op i en højere enhed har været en interessant, kunstnerisk udfordring. Men man kan ikke hævde, at samarbejdet havde antaget en form, der tilførte musikken noget andet og mere.
Meget sigende var koncertens højdepunkter de instrumentale øjeblikke, hvor koret forholdt sig passivt og lyttede sammen med os andre. De passager vidnede til gengæld også et om, at der på scenen befandt sig nogle musikere, der spillede på et uhyre højt, kunstnerisk niveau.
***

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Comments are closed.