Simona Abdallah er en dansk kvinde af palæstinensisk / arabisk afstamning. Hun er datter af flygtninge, født i Tyskland og vokset op dels i Libanon (i Badawi flygtningelejren) dels i Danmark (i ghettoer i Grenå og Gellerup).
I dag er hun en anerkendt professionel musiker, en af denne verdens få kvindelige percussionister med arabisk / muslimske rødder. I dén forstand en mønsterbryder. Men ikke kun i den forstand. Hun er også en kvinde, der vedgår, at hun er homoseksuel!
Ung kvinde med arabisk / muslimske rødder! Musiker! Lesbisk! Det kan næppe blive mere udtalt, mønsterbruddet. Derfor er hendes historie interessant: Den rummer nogle alvorlige overvejelser, nogle alvorlige beslutninger og nogle alvorlige konsekvenser. Det er dem, forfatteren har skrevet om, fornuftigt nok.
Lykkens brud er historien om Simona Abdallahs overvejelser om og opgør med en etableret kultur, religion og tradition. Historien om hendes ”rejse” fra en kontrollerende familiestruktur til et liv på egne ben med de konsekvenser, det – i hendes tilfælde – havde og (måske) stadig har.
Dét er en historie, vi trænger til at læse og høre om i det danske samfund, der i vidt omfang har svært ved at affinde sig med tanken om, at det ikke længere er monokulturelt.
Den arabisk / palæstinensiske kultur – herunder den arabisk / palæstinensiske religiøse praksis – rummer lige så mange selvmodsigende elementer som andre kulturer – og disses religiøse praksis. Det fremhæves ganske vist ikke eksplicit i Lykkens brud, men det ”fremgår” af detaljer flere steder i bogen.
Som bekendt er det i detaljerne, djævelen ligger begravet!
Simona Abdallahs mor rejser f.eks. hver vinter til Egypten for at få varmen, selv om hun mener, at enlige, muslimske kvinder ikke bør rejse alene, da det er syndigt. Moderen mener, at man for at opretholde æren som muslimsk kvinde skal være gift med en muslimsk mand, men hun er selv skilt fra en sådan. Moderen opfatter musik som ”ondskaben selv”, men hun er samtidig (godt hjulpet på vej af sine veninder) stolt over sin datters formåen som trommeslager. (Moral er som bekendt godt, dobbeltmoral dobbelt så godt).
Bogen berører flere tvetydigheder indenfor den arabisk / palæstinensiske kultur, men fremstiller datterens opgør / ”rejse” som et brud med én entydig kultur, religion og tradition. Og dét er en af bogens beklagelige svagheder: at spændet mellem det flertydige / dobbeltmoralske og det entydige / moralske forbliver implicit.
Nuvel. Familien – og omgivelserne – vil gerne se teenageren Simona Abdallah gift. Og forlovet og gift bliver hun. Af egen fri vilje. Ganske vist ikke fordi hun er forelsket i den tilkommende, men fordi hun ser en forlovelse og et ægteskab som eneste mulige vej ud af familiens fastlåsende kultur.
Hun har opdaget, at den del af hendes familie, der stadig bor i Libanon / Israel / Palæstina lever et mere moderne liv end den del af hendes familie, der bor i Danmark. Men hun bor jo i Danmark – og her frygter hun, at hun vil kunne blive udsat for et æresdrab, hvis hun lever – eller bare antyder, at hun har lyst til at leve – som sine mere løsslupne fætre og kusiner i Mellemøsten. For dét vil være at udfordre nogle tilsyneladende religiøst motiverede, konservative normer og konventioner, som trives blandt palæstinensisk / arabiske familier i Danmark.
Derfor bliver et ægteskab hendes vej ud af den fastlåsende kultur. Væk fra trusler og antydninger af det, der kan være værre. Problemet er bare, at den fastlåsende kultur erstattes af en anden fastlåsende kultur. Derfor bliver hun skilt igen.
Familien forsøger at få den genstridige unge kvinde til at makke ret. Truer hende. Fortæller hende, at vejen til lykke går via Koranen. Og bøjer sig kun modvilligt, da hun præsenterer en kurder som sin nye forlovede. (Læs: sin nye mulige vej ud af den fastlåsende kultur / struktur).
Hun oplever, at den sociale kontrol ikke bare udgår fra hendes egen familie, men fra hele den palæstinensisk / arabiske del af ghettoen / befolkningen. Og dét er kun en del af hendes problem. Samværet med danskerne er et andet: ”I den arabiske kultur føler jeg mig overvåget, i den danske kultur føler jeg mig fremmed. (…) Jeg orker ikke flere arabere og den energi og kontrol, jeg mærker, når jeg går på gaden. (…) Jeg er opvokset i Danmark, men har aldrig haft danske venner. (…) Uanset, hvor meget jeg vender og drejer det, så føler jeg mig fremmedgjort, lige meget hvor jeg er.”
Hun etablerer et dobbeltliv – i sine bestræbelser på at frigøre sig fra den palæstinensisk / arabiske kultur. Men opdager, at dobbeltlivet gør hende ensom i en dansk kontekst. I sidste ende formår hun dog – på sin egen stilfærdige måde – at vende ryggen til både sin egen kultur, sin egen religion og sin egen tradition. Herunder: til mændene. Og uden – i bogen – at gøre et nummer ud af det: at springe ud og vende sig mod en anden (dansk) kvinde.
Dette sidste skildres dog heller ikke eksplicit i bogen. Snarere er det som om, bogen kun antyder homoseksualiteten, og som om historien slutter, da de sansninger, overvejelser og beslutninger, der følger med det homoseksuelle udspring – og de konsekvenser, der uvægerligt vil følge – skal til at indfinde sig.
Gad vide, om Simona Abdallah, forfatteren og forlaget har planlagt et bind 2? Eller om Simona Abdallah bare finder det for vanskeligt eller følsomt at tale om?
Lykkens brud er en væsentlig bog om et skisma. En bog om en ung dansk kvinde af arabisk afstamning – fanget mellem to kulturer, traditioner (og måske religioner) – den danske og den arabiske, den muslimske og den kristne.
Det er et skisma, som mange unge kvinder af arabisk afstamning må kende – i varierende udgaver. Men også et skisma, som mange unge kvinder (og mænd) fra kristent konservative (pæredanske) grupperinger indenfor Jehovas Vidner, Luthersk Mission og Indre Mission må kende. Og dét er væsentligt. Det er nemlig ikke forfatterens eller Simona Abdallahs ønske eller mål at kritisere Islam som sådan. Havde det været dét, ville bogen formodentlig ikke have haft den nævnte svaghed: at den kun overfladisk forholder sig til spændet mellem det flertydige / dobbeltmoralske og det entydige / moralske.
Ønsket / målet har nok snarere – i al enkelhed – været at fortælle en mønsterbryders historie. At mønsterbryderen så er ”brobygger” mellem et ”dem” og et ”os” er ”kun” – men heldigvis også – et ekstra gode. For dét kan være med til at gøre det eksplicit, at det danske samfund ikke længere er så entydigt. At det danske samfund ikke længere er monokulturelt.
Biografi / *** / Informations Forlag / 192 sider / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES