ARC: Archipelago

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Anmeldelse på netmagasinet gaffa.dk

ARC er fællesbetegnelsen for konstellationen Thommy Andersson (bas), Paolo Russo (klaver) og Josefine Cronholm (vokal). (Tjek forbogstaverne i de tres efternavne, og du vil opdage, at fællesbetegnelsen materialiserer sig!) Alle bor de – trods det, at de to er svenskere og den tredje italiener – i København. Og det er med afsæt i den – vores by – at de har fundet ind til et fælles musisk univers, der forener den helt særligt nordiske tone med det helt særligt italiensk temperament. Archipelago består fortrinsvis af nye sange af ARC. Sange, som alle forløses noget nær formfuldendt midt i al deres indbyggede simplicitet. Sangene er enkle, vokalen klar og instrumenthåndteringen noget nær naturgivet. Det er dét – de simple sange og den på én gang melankolske og temperamentsfulde vokale og instrumentale forløsning – der gør albummet som helhed til en så gennemført smuk oplevelse. Især mere melankolske vokaljazzballader som Kattegat, Ikaros og Floralis trænger ind under huden. Fordi de i al deres skrøbelige sensitivitet tydeliggør, 1) hvor fremragende en sangerinde Josefine Cronholm er og 2) hvor fremragende en instrumental opbakning hun får.
****
Arc-music / Gateway Music
62 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Comments are closed.