Koncertanmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Netop som jeg troede, at Copenhagen Jazzhouse var blevet et jazzhus, lancerede koncertstedet tre koncerter med Oh Land – det danske pop-fænomen med de internationale ambitioner.
For bare to år siden var hun et up-and-coming navn. I dag er hun en af den danske musikscenes allerstørste stjerner. En musiker med en kometkarriere, som er de færreste forundt.
Hun bor i USA – hvor hun også har succes – men lige nu er hun i Danmark på en turne, der markerer udgivelsen af hendes tredje album, Wish Bone, som udkommer den 16. september.
Oh Land, a.k.a. Nanna Øland Fabricius, udgiver i USA og England Wish Bone på produceren Dave Siteks hypede indielabel Federal Prism. I Danmark udgiver hun det på sit eget nyetablerede label Tusk Or Tooth. Af samme grund – antageligt – er koncertrækken i Danmark døbt Tusk or Tooth-session. Koncertrækken præsenterer Oh Land med et nedbarberet, intimt set-up – med trommer, keys, guitar og kor ved siden af hende selv på vokal og klaver.
Koncertrækken byder på enkelte ”gamle” hits – viser det sig – såsom nedbarberede versioner af Sun of a Gun, Speak Out Now og White Nights. Men ellers er det helt åbenlyst ambitionen at få det nye materiale lanceret overfor publikum.
Ud over scenekanten kom det. Nummer for nummer i helt enkle gevandter.
Oh Land selv var nemlig i topform, klædt i en kjole med krusseduller ned over kroppen, afsluttende i noget, der lignede et plisseret skørt (bare ben) og tennissko forneden. Hun lignede en amerikaner! En amerikansk cheerleader. Og dét indtryk blev styrket af hendes fjedrende hop og dans, som understregede hendes styrke, form og ungdommelighed. (Kjolen og adfærden ville have passet perfekt på Giants Stadium i NY).
Men musikken? Ja, især to ting hæftede jeg mig ved: Oh Lands vokale kraft og hendes kraftfulde performance ved klaveret.
Vokalen først. Oh Land har en – for mig – overraskende god vokal. En vokal, som i den nedbarberede session og i de intime rammer (med et opmærksomt lyttende publikum stående bare en meter fra scenekanten) var meget overbevisende. Det var som om, de valgte vilkår (hun kunne jo som den stjerne, hun er, have valgt alle mulige andre scener i København) både tydeliggjorde kernen i hendes nye numre og indrammede hendes vokale kraft og rækkevidde.
En stilfærdig ballade som Love You Better, hvori hun kun lod sig akkompagnere af en guitar, fungerede i enhver forstand godt. Men også kraftfulde energiudladninger som i Cherry On Top fungerede i enhver forstand godt. Oh Land udfyldte i den grad rollen.
Oh Lands vokal er nemlig på én gang kraftfuld, klar og inderlig. Og dét i sig selv godtgør, at hun har succes.
Hendes performance ved klaveret! Ja, fra start indtog hun selv klaverbænken. Og her sad hun cirka halvdelen af sessionen, mens hun spillede og sang sig gennem numre, der i næsten alle tilfælde var enkle og medrivende konstruktioner.
Hendes tilgang til klaveret er uden berøringsangst. Uhøjtidelig. Pågående. (Men også inderlig, når dét skal til).
Sessionens peak performance tog sit afsæt ved klaveret, da Oh Land slog de første toner an til sangen Heavy Eyes, som førte direkte over i aftenens absolut bedste performance, nummeret Green Card. I de to sammenhængende numre var det som om, hun både formåede at fastholde fokus og slippe alle tøjler. Både hendes spil og hendes vokal blev sluppet fri på en overbevisende kraftfuld måde. Hun blev så at sige ét med numrene og det univers, de optegnede.
Men aftenen bød også på en Oh Land som ren vokalist – eksempelvis i de numre, der er blevet lanceret som (forløbere) singler fra det nye album: The Boxer, et rap-nummer med frækt jabbende beats; og Renaissance Girls, et forceret pop-nummer, som – hørt med mine ører – ikke har samme kvalitet som mange af de endnu uudgivne numre.
Hovedpointen er dog, at Tusk or Tooth-session bekræfter, at Oh Land har fat i noget – både med sine sange, sin vokal og sit klaverspil. Noget, der kan føre hende meget videre.
****
Comments are closed.