Laurent Seksik er franskmand, uddannet læge og forfatter til foreløbigt seks bøger, hvoraf Forudanelse om mørke er den første på dansk. Romanens franske titel, Les derniers jours de Stefan Zweig [Stefan Zweigs sidste dage, red.], er mere brugervejledende end den danske. Romanen handler nemlig helt konkret om den østrigske forfatter (af jødisk afstamning), Stefan Zweig, som forud for nazisternes annektering af Østrig flygtede og via England og USA endte sine dage i Brasilien, desillusioneret, skyldbetonet, suicidal. Zweig var en af de bedst sælgende / mest læste forfattere i første halvdel af forrige århundredes Europa, og Seksik forsøger i sin roman dels at perspektivere dét, dels at skildre de sandsynlige grunde til, at Zweig i sidste ende tog sig eget liv. Man kan hævde, at Seksiks roman – som især handler om forfatterens sidste seks måneder – har en dokumentarisk karakter. Og det er både dens styrke og svaghed. Styrke, idet den med flittig brug af kilder søger at skildre faktuelle begivenheder og samtaler; svaghed, idet den sætter sig lidt mellem to stole – vil være roman og er det lidt; ikke vil være dokumentarisk, men er det lidt.
Roman / *** / Forlaget Arvids / 252 sider / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES