Daniel Barenboim & The West-Eastern Divan Orchestra: Berlioz: Symphonie Fantastique

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Anmeldelse i tidsskriftet CULTURES

Da den argentinsk-israelske dirigent, Daniel Barenboim, grundlagde The West-Eastern Divan Orchestra i 1999, var det ud fra en idé om, at han – ved at bringe unge, talentfulde, klassiske musikere fra hele Mellemøsten sammen – selv kunne gøre noget for at skabe fred mellem israelere på den ene side og palæstinensere og arabere på den anden. Orkesteret, mente han, ville kunne nedbryde indbyrdes fordomme og barrierer. Siden har orkesteret da også – med base i Sevilla i Spanien og Daniel Barenboim som den højt profilerede dirigent – etableret sig godt og grundigt – både i Mellemøsten (hvor der endnu ikke er opnået fred) og i resten af verden. Og dét både i kraft af den usædvanlige bemanding (med musikere fra Israel, Iran og en lang række arabiske lande) og i kraft af det høje ambitions- og kvalitetsniveau, der kendetegner orkesteret og dets dirigent. Lytter man til det nye album – en live-indspilning af Hector Berlioz’ Symphonie Fantastique og Franz Liszts Les Préludes under The Proms i London, kan man ikke andet end bøje sig i støvet. For niveauet er usædvanlig højt. Især Symphonie Fantastique forløses smukt – ærbødigt og ydmygt, og med en velafbalanceret kobling mellem følsomhed og energiudladning. Barenboims og The West-Eastern Divan Orchestras udgave af symfonien er simpelthen den mest formfuldendte, jeg til dato har hørt.
*****
Decca / Universal

68 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share